Hestens Bog – nyhed til dig, der skal købe hest

06-09-2024 09:56

Trine Askjær-Jørgensen

Ny bog kan hjælpe sælger med at videregive vigtige oplysninger om hesten til køber, så overtagelsen og hestens nye hverdag bliver så gnidningsfri som muligt. Det er Agria, der står bag bogen, og salgsleder Angelique fortæller her, hvad ideen med den er

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når man overtager en ny hest, er der en endeløs række af spørgsmål, der melder sig. Hvordan er den på folden med andre heste? Hvilken slags sadel ligger bedst på den? Og hvordan har hesten det med at køre i trailer?

Tit når man ikke igennem alle de lavpraktiske spørgsmål i købsprocessen, men når hverdagen melder sig, er det vigtigt at vide, hvordan hesten trives og opfører sig i stalden, på folden, under ridning, og når smeden eller dyrlægen kommer.

Hvis en hest for eksempel ikke kan lide at stå bundet, så er der jo ingen grund til, at den nye ejer starter med at gøre netop det. Eller hvis den er bange for cyklister, biler eller lastbiler, er det også vigtigt, at en ny ejer ved det, så de ikke ender i grøften på den første skovtur.

Det handler om hestevelfærd
I den nye Hestens bog fra Agria kan sælger videregive alle de vigtige oplysninger om hesten, så den nye ejer og hesten får en god og tryg start på deres liv sammen. Og man kan udfylde den i ro og mag, så den er klar, når hesten flytter til sit nye hjem.

– Når en hest skifter ejer, bliver hestens verden vendt på hovedet. Nye omgivelser, nye mennesker og nye rutiner. Hestens bog er lavet med tanke for hestens ve og vel i den situation. For der er ingen grund til, at en ny ejer prøver en masse ting, der ikke virker, hvis den tidligere ejer allerede har prøvet det af, siger Angelique Kaaterud, salgsleder hos Agria.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Med Hestens bog og det nye "Køb af hest"-univers på Agrias hjemmeside, kan man undgå de situationer, der kan være stressende, ubehagelige eller uhensigtsmæssige for hesten, og på den måde får hesten den bedste start i de nye rammer.

En guide til køb af hest
– Hvis man ikke har så meget erfaring med at købe hest, så kan det godt være lidt uoverskueligt. Derfor har vi lavet et område på vores hjemmeside, hvor man kan finde gode råd og tips til, hvad man skal huske at spørge om, når man står over for at købe hest, fortæller Angelique Kaaterud.

På hjemmesiden kan du blandt andet downloade Hestens bog, en skabelon til en købekontrakt og en køber/sælger-erklæring. Man kan også læse, hvorfor det er så vigtigt at få lavet en handelsundersøgelse.

– Vi har desværre set flere eksempler på, at nogen har købt en hest, hvor sælger har fortalt, at den er sund og rask, men hvor det siden viser sig, at hesten har helbredsproblemer. Og så kan fremtidsdrømmene briste og dyrlægeregningerne løbe løbsk, afslutter Angelique Kaaterud.

Hent hestens bog her.

Hent skabeloner, læs artikler og få gode råd om køb af hest.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen