Britt Carlsen
Miljø- og Fødevareministeriet har sendt et forslag om ændring af Hesteloven i høring. Det glæder organisationerne i Forum for Hestevelfærd, som er meget tilfredse med en stor del af lovforslaget.
Der er stor tilfredshed med, at ministeren har ændret på de fremtidige krav til loftshøjde, boksstørrelse, lysindfald og rumfang i de allerede opførte stalde. Disse oprindelige lovkrav til staldene har et betydeligt økonomisk omfang, og kunne betyde at mange rideklubber, stutterier og hestepensioner ville blive lukningstruede.
Forum for Hestevelfærd leverede allerede i 2012 et forslag til revision af Hesteloven. Forum for Hestevelfærd mener med organisationernes eget forslag fra 2012, at et godt niveau for hestevelfærden i Danmark kan sikres.
Der er i den forbindelse områder, som Forum for Hestevelfærd gerne vil opfordre meget til, at ministeriet tager med i den endelige revision af Hesteloven. Det gælder f.eks. et krav om at heste skal holdes med artsfæller, da heste er flokdyr. Det er også ønsket, at de nuværende krav til boksstørrelser ved nyopførelser af stalde videreføres, da mange allerede har etableret, eller planlagt at etablere sig, efter disse krav. Endelig ønsker Forum for Hestevelfærd også at opfordre til, at alle typer af heste kan gå ude uden læskur, men med fokus på, at de rette betingelser er til stede for et sådant hestehold.
Forum for Hestevelfærd
Den Danske Dyrlægeforening
Hestens Værn
Dansk Ride Forbund
Dansk Galop
Dansk Travsports Centralforbund
Dansk Varmblod
Dansk Islandshesteforening
Landsudvalget for Heste/SEGES
Kilde: SEGES