Britt Carlsen
I 2016 standsede den nedadgående spiral i antallet af bedækninger, som en følge af den økonomiske krise, og igen i 2019 er der en positiv tendens. – Vi forventer den positive tendens fortsætter de kommende år, for interessen for heste er ikke aftagende. Vi forventer der skal en del flere heste til i fremtiden, for at dække efterspørgslen, sagde Hans Marius Jørgensen bl.a. i sin årsberetning ved Hestekongressen på Comwell i dag i Kolding. Formiddagen blev brugt på de faglige årsberetninger af formanden og chefkonsulent Jørgen Kold, mens eftermiddagen bruges på seks, særdeles interessante indlæg fra kompetente fagpersoner.
Formanden talte om udbrudene af Herpesvirus 1, den aggressive og smitsomme type, som kan koste liv. Og herunder problemer med ryttere og avleres ukritiske udmeldinger på de sociale medier, som kan skabe unyttig bekymring hos de, der læser opslagene.
MRSA er undersøgt i 2017, og det giver heldigvis ikke anledning til bekymring, men myndighedernes overvågning af MRSA er ikke imponerende. Hvorfor kan man læse mere om i magasinet Ridehestens martsnummer.
I Danmark er vi helt i front, når det gælder hestevelfærd, og det har vi bl.a. gjort i Lov om Hold af Heste, og det er glædeligt, at vi i Danmark har personer, som har fokus på forskning bl.a. i forholdet mellem ryttervægt og hestens vægt, understregede formanden. Formanden fortalte fra talerstolen, at man i England oplever, at hestene bliver overfodrede, for at hestens og rytterens vægt matcher de krav, som er optillet, og det er jo langt fra god hestevelfærd.
Ulve og heste
– Når vi taler om udegående heste, har vi måske en udfordring, og det er ulven. Vi har oplevet en del fårebesætninger, der er angrebet af ulven. Vi har drøftet det i Landsudvalget, og set på hvordan man gør i de lande, hvor ulven er mere massivt tilstede. Vi vil søge at sikre støtte til ulvesikring af hegnet, og se på en rimelig erstatning. Vi vil helst forebygge, og håber ikke vi ser mange erstatningssager, men vi vil følge udviklingen tæt, fastslog formanden.
Formanden talte også om den fælles EU guide for hestelov, som vi præsenterede i magasinet Ridehestens januarnummer. Det er en guide, der har et markant dansk aftryk, da flere danske fagpersoner var repræsenteret i udvalget, og guiden ligger tæt op ad den danske hestelov. –Jeg glæder mig over, at vi i Danmark vil det bedste for vores heste, og ligger i førefeltet på dette område.
Dette kan man læse mere om i magasinet Ridehestens martsnummer.
Temperaturen på sektoren
Chefkonsulent Jørgen Kold tog i sin faglige årsberetning temperaturen på hestesektoren, hvor vi har ca. 185.000 heste og en omsætning på ca. 21 mia. kr. for den danske økonomi.
Selvom han glædede sig over væksten og den positive udvikling i hestesektoren, så ser han et opmærksomhedspunkt som er vurderingen af hesteejendomme. Hvis for mange mindre hesteejendomme bliver vurderet efter et boligelement, bliver det for dyrt, og så er folk ikke interesseret i at flytte på landet, så bliver de i byerne. – Det er nu vi skal være vågne, så politikerne er klar over, at det kan få konsekvenser, hvis man ikke passer på i denne lovgivning.
Lov om hold af heste
Nu er loven endelig på plads. Den trådte i kraft i 2008 - under væsentlig kritik, med manglende dokumentation for, hvorfor der skulle strammes så meget. Hele branchen stod sammen, da den blev ændret i 2017. Og den sidste overgangsordning blev afsluttet ved årsskiftet i år. Fra første januar skal alle leve op til boksstørrelseskrav og lofthøjdekrav: 75 cm over hestens stangmål mindst 210 cm, med undtagelser begrundet i bygningens konstruktion. gulvarealet skal være mindst (1,7 x hestens stg mål)2. I boksstørrelser på 3x3 m kan der nu stå heste med et stangmål på op til 175 cm. (Læs mere i magasinet Ridehestens martsnummer).
Kontrolopgaven ligger hos Fødevarestyrelsen, og man kunne forestille sig, at der kommer en kontrol.
Handel med heste
I 2003 fik vi et forbrugerdirektiv fra EU og den er uhensigtsmæssigt, når det kommer til handel med levende dyr. Nu har vi dog chancen for at få en rimelig lovramme, for EU Parlamentet har vedtaget at "handel med dyr" kan udelades af forbrugerreglerne i de enkelte medlemslande. Det har landbrugs- og hesteorganisationer lobbyeret for den løsning. Danmark har støttet ønsket, og den danske købelov skal ændres i et digitalt indhold og salg af vare. – Vi skal have forklaret myndighederne om, hvorfor vi ikke skal have handel med levende dyr inde over købeloven. Vi har haft talrige handelssager, hvor de fleste involverede er tabere, understregede chefkonsulenten.
Transport
Den har udfordret os i årevis, transportforordningen, og selvom den skal sikre hestevelfærd, så opfylder den slet ikke formålet, og den er urimelig og ulogisk i sin udformning, og definitionen er omfattende og tæt på umulig at fortolke.
Der er tre overtrædelser som et resultat af politiets vejkontrol i 2018, der har noget med velfærd at gøre. Og så er bøderne meget store. Husk at man kan henvende sig til SEGES for at få hjælp, såfremt man har fået en stor bøde.
– Vi har klaget i en årelang sagsbehandling, og konklusionen er, at man fra fødevarestyrrelsen ikke vil ændre tolkningen. Det er ærgerligt! Det er hverken fødevarestyrelsen eller politiet som har fundet på dette, men det er rigtig dårlig lovgivningsmæssigt arbejde i EU. Så heldigvis vil fødevarestyrelsen rette henvendelse til EU og rejse sagen der. Det er jeg meget glad for, det er rart, og på tide, vi har haft den siden 2008, understregede Jørgen Kold. Han frygter dog, at der ikke kommer stor opbakning fra andre EU lande, for de har ikke indført den på samme hårde måde, som vi har gjort herhjemme. I Tyskland gælder loven fx kun i slagtetransporter.
Hestedatabasen
Chefkonsulenten talte om ønsket om at få en ny Hestedatabase, hvor man i højere grad udnytter den nye teknologi. Som bruger udnytter man måske ikke helt, den eksisterende database. I magasinet Ridehestens februarnummer kan man få gode råd og vejledning i at bruge den eksisterende database til at søge informationer i. Der er nu åbent for alle til gratis at lave en begrænset søgning i HesteData. Er man medlem af et avlsforbund, kan man have fuldt adgang via sit abonnement i forbundet.
– Vi forventer fortsat vækst i sektoren, og vi vil være bedst muligt rustet til fremtidens service og rådgivning, sluttede chefkonsulent Jørgen Kold formiddagens indlæg. Hvorefter der kom nogle indlæg, ideer mv. fra salen.
Læs meget mere om årets Hestekongres i magasinet Ridehestens februar- og martsnumre.