Thomas Bach Jensen
I aftenens første halvleg vil fokus ligge på talentfulde ungheste. Under emnet ”Træning og bedømmelse af ungheste” vil der blive diskuteret, hvordan man træner en unghest og hvordan vurderer man, om unghesten har potentiale til sportens højeste niveau.
Dressurdommerne Susanne Baarup og Kirsten Søgaard, samt berider Per Skjærbæk vil tage debatten op med OL-rytteren Andreas Helgstrand i trænerrollen, og de vil bl.a. også komme ind på, hvordan den unge hest bedømmes. Spørgsmålet er så, om træneren og rytteren er enige med dommeren?
Blandt adskillige talentfulde, unge heste vil man kunne opleve materialprøvevinderen Sezuan under Andreas Helgstrand og UVM-bronzevinderen Sir Donnerhall II under Thomas Sigtenbjerggaard.
Disse store danske dressurkapaciteter får i anden halvleg selskab af et par danske dressurryttere, der i en ung alder har tilegnet sig international erfaring på Grand Prix-niveau.
Publikum får fornøjelsen af at overvære OL-rytteren Anna Kasprzak og hendes nyeste Grand Prix-hest blive trænet af Andreas Helgstrand. Afslutningsvis vil Susanne Baarup kommentere og dømme et Grand Prix-ridt udført af Daniel Bachmann Andersen og guldmedaljehoppen Donna Silver.