Henrik Høper klar til at forsvare Golden Wheel trofæet

11-04-2011 14:17

Maja Golles

Henrik Høper med den mørkerøde Welsh Sektion D-hingst, Bilsbæk Safir, er det absolut bedste danske bud på placering i Golden Wheel Cup – Horse singles 2011
Copyright Ridehesten.com
Årets store internationale kørestævne afholdes på Dorthealyst den 18.-22. maj 2011. (Foto: Ridehesten.com)

Dansk Køre Selskab byder endnu engang på hestekørsel på højeste plan, når nogle af Europas bedste kuske mødes på Dorthealyst mellem Holbæk og Kalundborg til årets internationale kørestævne den 18.-22. maj 2011. I løbet af de fire dage præsenteres publikum for elegant dressur, spænding i terrænet og præcision på keglebanen. - I forbindelse med det traditionsrige Bededagsstævne på Dorthealyst konkurrerer kuske i klassen 1-spand hest om kvalifikation til Golden Wheel Cup - Horse Singles 2011. Det eftertragtede mål er Golden Wheel trofæet, som danske Henrik Høper fra Slesvigske Køre Selskab vandt i 2010, fortæller stævneleder Niels Giversen, DKS. I 2010 stod Henrik Høper og Bilsbæk Safir på sejrsskamlen foran Kwiatek Bartolomiej, Polen, og Isidor Weber, Østrig. Ved køresæsonens start blev ekvipagen nr. 6 ved The Lehel-Walber International Single Driving Challenge ved Arctic Equestrian Games 2010 i Norge. Og ikke uventet blev det til en førsteplads ved DM 2010. I 2009 fik ekvipagen fine placeringer: Nr. 3 ved Golden Wheel Cup 2009, en 4. plads ved FEI Top Driver Award 2009 samt vinder af klassen ved det Internationale kørestævne på Dorthealyst 2009. - Safir har et meget fornuftig sind og tager stævnedeltagelse stille og roligt. Han er stadig en ung hest men hans resultater tegner godt for fremtiden på den internationale bane, fortæller Henrik Høper Sideløbende med FEI CAI-B stævnet afholder Dansk Køre Selskab landstævne i kørsel med hest og vogn for danske kuske, der kører svær og middelsvær klasse. I begge konkurrencer kan der startes i klasser for 1-, 2-, og 4-spand hest og pony. Der forventes fuldt hus til det populære stævne, dvs. maks. 90 ekvipager fra flere europæiske lande inkl. Danmark. Tilmeldingsfristen er 20. april. Dansk Køre Selskab gør alt for, at manges års stævneerfaringer lever op til deltagernes forventninger, både hvad angår kvalitet, afvikling og fornyelse. Der er 10 faste maratonforhindringer i terrænet omkring Dorthealyst. Opstaldningen af de mange heste sker i rejsestalde, mens der indrettes campingplads til de tobenede med optimale faciliteter for teams, officials og de mange frivillige hjælpere. Desuden skal der gøres plads til parkering af en enorm vognpark og ikke mindst cafeteria’et, som på lange dage kan bespise både deltagere og publikum.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner