Thomas Bach Jensen
Den nu 18-årige vallak Lollipop efter Lord Sinclair/ Welt Hit I har fået sin grundlæggende uddannelse hos Hof Kasselmann i Tyskland og er undervejs solgt til en russisk ejer, mens den forblev i ridning hos Kasselmann.
Steffen Frahm debuterede hesten i Grand Prix, inden Kasselmanns engelske samarbejdspartner igennem flere år, Emile Faurie, red Lollipop til stor succes, og parret vandt blandt andet Hamborg Dressurderby i 2017 og var samme år på det engelske hold ved EM i Gøteborg. I vintersæsonen 2017/2018 red de flere World Cup-kvalifikationer, beretter Eurodressage i dag.
Den russiske ejer valgte i 2018 at flytte Lollipop til Helgstrand Dressage med henblik på salg, men det endte med, at Helgstrand selv erhvervede hesten, der igennem et par år var med til at give Marianne Helgstrand rigtig god international Grand Prix-erfaring i 2019.
I 2021 var Lollipop Marianne og Andreas' søn Alexanders partner, da han havde sin Grand Prix-debut, og Alexander red flere U25-klasser hesten, inden den blev solgt til dansk-australske Anya Brunander, der har givet tøjlerne videre til britiske Leah Beckett.
I weekenden starter "Lolli" og Leah deres første stævne i Vale View i England.