Helgstrand med udmelding om Operation X

22-11-2023 17:59

Annika Knudsen Lorentsen

Ovenpå offentliggørelsen af Operation X-dokumentaren 'Hestemilliardærens hemmeligheder', kommer Helgstrand Dressage med en udtalelse

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

I en udtalelse ovenpå Operation X-programmet, som udkom på TV2 Play i morges, og som vises på TV2 i aften kl. 20.00, udtaler Helgstrand følgende:

"Om Helgstrand Dressage i Operation X: 
Det, vi ser i TV 2’s optagelser, gør stort indtryk på os. Det er ikke i orden. Der er tale om dårlig ridning og en behandling af heste, vi ikke vil se hos Helgstrand Dressage. Det lever ikke op til vores retningslinjer og værdisæt, og det er ikke udtryk for vores kultur. Det skal vi rette op på. 

Vi kan se, at der er sket et skred i vores værdisæt, og det er vores ansvar som ledelse at sikre, at vores træning og behandling af heste foregår på bedste vis. Det kan vi se i programmerne ikke er sket. Det kan og skal vi gøre bedre.  

Derfor tager vi programmernes indhold meget alvorligt. Optagelserne er fra januar 2023, og vi har - både forud for optagelserne og siden - gennemgået vores arbejdsprocesser grundigt og indført en lang række tiltag og forbedringspunkter for vores dyrevelfærd, forretningsførelse og vilkår for vores medarbejdere. 

Vores træningskultur
Det er centralt for vores arbejde, at vores heste har det godt. Vi uddanner elitedressurheste, der sammen med sine ryttere skal kunne præstere på højeste niveau. Det kan vi kun lykkes med, hvis vores heste trives, og der er tillid mellem rytter og hest. Elitesport er krævende. Men en sportshest skal, ligesom andre atleter, have det godt for at levere resultater, og derfor skal vi altid være opmærksomme på den måde, vi træner vores heste på.

Vi træner her hos Helgstrand Dressage cirka 350 heste om dagen og rider 10.000 ture om måneden. 

Vi kan ligesom eksperterne også se, at der i nogle af tilfældene er tale om konfliktadfærd i programmerne. Det er uacceptabelt, og det reagerer vi på.

Vores træningsmetoder
Vi har 60 professionelle ryttere og grooms, der dagligt arbejder målrettet på at uddanne vores heste på bedste vis. Og det er vores ansvar, at vores retningslinjer overholdes – og at træningsmetoderne bliver brugt korrekt og altid har hestens sundhed og velbefindende som vigtigste prioritet. 

Vi kan se, at en del af vores træningsudstyr er blevet anvendt forkert under optagelserne. Det skal vejlede og korrigere hesten, men de må aldrig blive brugt som straf. Vi vil gerne slå fast, at rollkur og overforbrug af pisk eller glidetøjler ikke er accepteret hos os. Det samme gælder for dækning af sporemærker med farvet creme. Derfor har vi gjort klart, at ingen form for farvet creme er accepteret hos os. Vi oplever, at vores heste indimellem kan have sår i munden. Det kan være fra, at de napper sig selv i munden eller tungen eller skærer tænder. Når det er sagt, så skal ingen heste rides med sår, der kræver pleje og ro. Vi har sidenhen indført et grundigt tjek af vores heste hver 14. dag, hvor vores staldchefer gennemgår hestenes fysiske og psykiske tilstand. 

Vi skal sikre en god kultur
­­Hos Helgstrand Dressage har vi valgt ikke at deltage i Operation X-programmerne om os, da vi er principielt imod TV 2’s brug af skjulte optagelser. Men der må ikke herske tvivl om, at vi tager indholdet meget alvorligt. 

Derfor har vi også lyttet til kritikken og allerede indført en lang række forbedringer i vores forretning. Dem kan man læse mere om her. "

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner