Helgstrand ansætter egen dyrlæge

04-12-2020 09:25

Britt Carlsen

Med omkring 500 heste fordelt på Helgstrand Dressage, Helgstrand Youngsters og Helgstrand Academy er behovet der nu for at have en fast dyrlæge ansat, fortæller Helgstrand Dressage, der byder velkommen til et kendt ansigt

Copyright Ridehesten.com
Billede: Dyrlæge Zenta Vinther, der her står med Helgstrands avlshingst, Iron efter Asgaard's Ibiza/Hohenstein, som hun selv venter føl efter i 2021. Foto: Helgstrand Dressage
Nyheden fortsætter efter annoncen

Med 500 heste i stalden er der opstået et behov for at have en dyrlæge fast på stedet hos  Helgstrand Dressage. Det er dyrlæge Zenta Vinther, der de seneste 2,5 år har været fast tilknyttet Højgård Hesteklinik på Helgstrand Academy, som nu bliver ansat på stedet.

- Vi har efterhånden så mange heste på Helgstrand Dressage, Helgstrand Academy og Helgstrand Youngsters, at det ville give god mening at have vores egen dyrlæge. Og da ansøgningen fra Zenta tikkede ind i indbakken, var vi ikke i tvivl om, hvem af de mange potentielle kandidater, vi skulle vælge, fortæller Andreas Helgstrand med et smil.
Zenta Vinther er uddannet dyrlæge med speciale i reproduktion og har de sidste 2,5 år været en fast bestanddel af Højgård Hesteklinik i Uggerhalne. Dermed har hun allerede et indgående kendskab til Helgstrand og vil være selvkørende i jobbet fra dag ét.

- Det har været en spændende og lærerig tid hos Højgård, og heldigvis bliver det ikke helt et farvel, da Helgstrand også fremadrettet vil have et tæt samarbejde med Højgård i forhold til behandlinger, som vi ikke vil kunne varetage på Helgstrand, fortæller Zenta, der starter på Helgstrand den 4. januar 2021.
Opgaverne vil bestå af rutineopgaver som vaccinationer, tandraspning, røntgenundersøgelser og skadesopfølgning. Herudover er embryoskylninger en stor del af arbejdet, og vil blive en større del hos Helgstrand i de kommende år.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Fokus også på reproduktion
- Vi oplever en markant stigning i efterspørgslen af dressurheste på det niveau, vi har specialiseret os i, og derfor er det særlig interessant at se, om vi kan lave flere afkom efter de hopper, som klarer sig godt i sporten kombineret med de hingste, som vi selv har i stalden. Derfor var det også et krav, at vores kommende dyrlæge skulle have et indgående kendskab til moderne reproduktionsarbejde, og her kan vi vist næppe finde bedre match end Zenta, tilføjer Andreas.

- Igennem Højgård har jeg tidligere varetaget en stor del af reproduktionsarbejdet hos Helgstrand, som primært har bestået af embryoskylninger. Jeg synes reproduktionsarbejdet er utrolig spændende og ser frem til fortsat at kunne arbejde med den mere specialiserede del af reproduktion, fortæller Zenta, der glæder sig til at starte.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Zenta passer ind i organisationen, og det, at hun allerede kender os alle, virksomhedens kerneværdier og ikke mindst hestene gør, at vi slet ikke vil mærke overgangen. Jeg er desuden sikker på, at hun kan optimere mange af vores interne arbejdsgange, som kan spare ressourcer på flere måder, slutter Andreas.

Kilde: Helgstrand Dressage

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner