Hasse har solgt hest til Gadaffi

26-05-2020 18:16

Britt Carlsen

Hasse Hoffmanns populære lærebog: Dressur med hjerte og forstand, rummer et kapitel om Hasse, hans læretid og årene som en af verdens mest toneangivende hestehandlere. Og her kan man bl.a. læse om salget af en hest til oberst Gadaffi - en hest, der var tæt på at koste Hasse livet

Gennem Hasses liv, siden læretiden i Kolding, har uddannelse og salg af dressur- og springheste slanget sig som en rød tråd gennem hans tilværelse. Talrige heste har fundet vej til nye ryttere via Team Hoffmann. Salget fra Ebeltoft har forgrenet sig over flere kontinenter og det på et tidspunkt, hvor internettet og de sociale medier langt fra havde den udbredelse, de har i dag. Dengang skete reklamen efter mund til mund-metoden, og som Hasse forklarer, så var man afhængig af sit gode rygte, sin kundekreds og samarbejdspartnere.

Hasse fandt tidligt ud af, at skulle man tjene penge på handlen med heste, så krævede det, at hestene blev godt uddannede. Da han var travlt optaget af konstant at søge nye heste til salgsstalden samt ride internationale stævner, så ansatte han sin tidligere læremester, Børge Rasmussen, og berider Finn Greve til at tage hånd om uddannelsen af dressurhestene på Søholt.

– På det tidspunkt købte vi 10-12 unghingste i Hannoveranerforbundet hvert år, fortæller Hasse. Unghingstene var 2 år og blev tilredet som 3-års og uddannet indtil de var 6-7 år gamle, hvorefter de blev solgt. Mens hovedparten af hestene således kom fra det område, som på daværende tidspunkt var dressurhesteavlens højborg, blev der også opkøbt talentfulde ungheste i Sverige og Danmark.
– I mange år var jeg den største indkøber i Hannover, og det var virkelig kvalitetsheste vi købte, og der blev mange Grand Prix-heste ud af de indkøb.
Det så vi tydeligst ved det første World Equestrian Games i Stockholm i 1990, hvor 11 af hestene kom fra Søholt – heste vi havde trænet i enten springning eller dressur. Det var helt specielt.
Team Hoffmanns netværk og gode ry i hesteverdenen afstedkom adskillige handler til eksotiske lande som Costa Rica, Mexico samt naturligvis til USA, Canada og hele Europa. Selv oberst Gadaffi, Libyens tidligere leder, har været kunde i Hoffmanns butik.

Copyright Ridehesten.com

Salg til Gadaffi
– I 1983 red jeg på landsholdet i springning, og vi blev inviteret til stævne i Libyen og fløjet dertil sammen med andre europæiske topryttere, fortæller Hasse Hoffmann. Stævnet blev en personlig succes for ham med flere topplaceringer, og der blev rettet henvendelse til ham fra inderkredsen omkring oberst Gadaffi med en forespørgsel på den ene af de to heste, som Hasse havde medbragt til Libyen. Denne hest havde hans udsendte spottet allerede ved stævnet i Neumünster, og budt på den. Og da hesten så gik godt ved stævnet i Libyen, blev ønsket om at erhverve hesten endnu større hos libyerne.

– Jeg sagde: Jeg vil ikke sælge til jer, jeg vil sælge til Gadaffi! Det blev så arrangeret, at jeg skulle til middag sammen med Gadaffi, jeg sad sådan skråt over for ham, og hans folk sad ved siden af. Jeg fik lavet handlen og solgt Liza til Gadaffi. Det var i øvrigt meget hyggeligt.

Lå som død på opvarmningen
Samme Liza var i øvrigt skyld i, at Hasse Hoffmann var død i nogle øjeblikke efter et uheld på opvarmningsbanen ved et landsstævne i Brande.
– Jeg skulle trave over en bom på jorden og så springe et lille kryds. Det snublede hun over og styrtede, med det resultat, at jeg røg af på en sådan måde, at mit hoved drejede den ene vej og kroppen den anden, så jeg var totalt væk på et splitsekund. Jeg har fået fortalt, at mens jeg lå der som død, kom Arly Gundersen forbi, og han sagde: Det kan I godt glemme – han er død! Det var heldigvis ikke sandt, men da jeg vågnede op på sygehuset med iltapparat og læger i fuld gang med at holde gang i mig, var det første jeg sagde: Jeg kan ikke blive her, jeg skal ride danmarksmesterskab i morgen. Jeg blev der natten over og næste morgen skrev jeg mig ud og vandt mesterskabet. Jeg kan godt huske jeg red det, men jeg kan ikke huske det i detaljer.

Man kan læse meget mere i lærebogen: Dressur med hjerte og forstand, som man kan købe i Ridehestens webshop, HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner