Christine Krogh Frausing
Skribent
Det er hyggeligt at have juletraditioner med sine heste, og mange har nogle helt særlige rutiner for deres ridning eller gøremål i stalden til jul. Nedenfor ser du et par eksempler på juletraditioner med hestene:
Den 25. er nissernes dag
Flere stalde og rideskoler har en regel om at den 25., altså første juledag, er nissernes dag. Det betyder at det er nisserne der "passer" stalden. På rideskolerne kan det f.eks. betyde, at ingen pensionærer eller elevryttere kommer i stalden, da hestene får en god lang dag på fold og ellers bliver forkælet af dem der står for pasningen af stalden. En rigtig fridag.
Julekager til heste
Der er også nogen der finder på at bage kager til hestene i julen. Lækre kager med ingredienser som heste elsker. Det kan f.eks. være hjemmelavede hestegodbidder med æble, gulerødder, eller noget helt tredje som din hest elsker. Husk altid at tjekke op på om din hest kan tåle det du putter i!
En helt særlig ridetur
Det kan være man har en tradition om at ride en tur med de samme personer i stalden hvert år, eller en helt speciel juleriderute. Flere gør også den sidste undervisningstime inden jul til noget særlig, og laver måske højdespring, eller hører julemusik og rider ponygames.
Julegaver
Giver du din hest julegaver? Det er der mange der gør, og det kan være alt lige fra en ekstra omgang pleje, massage eller noget nyt udstyr. Hestene må også godt kunne mærke forkælelse i juletiden.
Har du andre ideer til juletraditioner, så send dem gerne på info@ridehesten.com, så der kan komme andre forslag på listen til næste jul