Astrid Ø. Sørensen
Over sommeren har Dansk Varmblods dommere udtaget et antal nykårede hopper til forbundets KRAFFT Eliteskue på Vilhelmsborg fra den 30. august til 1. september. Det er dog muligt for ældre, kårede hopper, der ikke er udtaget til Eliteskuet, at komme til bedømmelse og dermed være blandt medaljeaspiranterne. Det kræver dog, at hoppen har særlige sportsresultater.
De ældre, kårede hopper samles til Eliteskuet i Hold II og opdeles efter alder. Det er et grundlæggende krav, at hoppen skal være kåret i Dansk Hovedstambog, inklusiv *RDH (* angiver, at hoppen er kåret ved en 1-dommerkåring). Hoppen kan ikke tilmeldes, hvis den tidligere har opnået en opdrættermedalje.
For at kunne opnå medalje i dette hold kræver det, at et af følgende krav er opfyldt:
1. Hoppen skal ved ridekonkurrencer under DRF have kvalificeret sig som A-hest.
2. Hoppen er placeret som 4 - 5 eller 6 års ved DRF´s championatsfinale, og/eller ved Dansk Varmblods Unghestechampionat og/eller har deltaget ved UVM.
Har du opdrættet en hest, som har resultater i sporten, kan den være aktuel som medaljeaspirant ved Eliteskuet. I 2022 fremstillede Henrietta og Andreas Skjold hoppen Falkendaune Macohl e. Fürstenball/ Schwadroneur, opdrættet af Thomas Bach Jensen. Hoppen er A-hest i dressur under Amalia Skjold. Hoppen fik en opdrættermedalje i bronze.
Ved fremstilling til Dansk Varmblod KRAFFT Eliteskue skal de dressurbetonede hopper vises for dommerne under rytter i alle tre gangarter. Springbetonede hopper skal springes under rytter på to forhindringer.
Man kan tilmelde sin hoppe til deltagelse i Hold II ved Eliteskuet inden den 23. august. Det skal ske via forbundets hjemmeside under TILMELDINGER. Det er Avlsledelsen, som afgør, hvorvidt hoppen opnår medalje ved fremstillingen.