Britt Carlsen
Dansk Varmblod har fire heste til start i hver årgang ved UVM (5-, 6- og 7-års), og efter kvalifikationsklasserne i dag ved UVM på Zangersheide er der flere potentielle finalister blandt landsholdsrytterne.
229 - så mange 5-årige heste har været gennem banen på det ene af tre store stadions - alle med fiberbund og tilhørende opvarmningsbane.
Søren Møller Nielsen og Fendi Ask var fejlfrie, og Søren var samtidig fejlfri på den Zangersheide registrerede Chasseur Ask Z e. Casall. Rikke Haastrup fulgte op med et sikkert, fejlfrit ridt på First Choice HT e. Favorit Ask. Søren Møller Nielsen og Wi Fabregas e. Favorit Ask fik et nedslag, mens Kim Kristensen fik 9 fejl på Fastina e. Favorit Ask.
Thomas Jensen på Diarada S e Diarado registreret i Holsten var også fejlfri i 5-års klassen, hvor kravet til en finaleplads er et fejlfrit ridt i begge kvalifikationer.
Rikke fejlfri i 6-års klassen
I kvalifkationen for 6-års heste er der hele 229 starter. Normalt er konkurrencen benhård i denne aldersgruppe, og banen i dag har da også krævet sit af både ryttere og heste. Rikke Rothe Nielsen og Syvhøjegaards Hurrycane Dice e. Diamant de Revel var fejlfri i anden fase, og har dermed et godt udgangspunkt inden anden kvalifikation fredag. Søren Møler Nielsen og Hiphop Ask e. Ci Ci Senjor Ask, det blev nr. fem i finalen for 5-års heste sidste år, fik en tidsfejl i første fase, men var i øvrigt fejlfri.
Kirstin Skjoldshøj og Hecas Catana e. Catoki fik 8 fejl i første fase, mens Thomas Jensen og Medina e. Bonaparte Z slet ikke var i sjus på banen og fik 25 fejl.
Lea Nielsen, der rider i Begien var fejlfri i anden fase på Kanto Quality og det samme var Christoffer Lindenberg med Concorde, begge heste er registreret i udlandet.
Gode resultater i 7-års klassen
Lars Nørgaard Pedersen og Kristian Skovrider, der har haft til opgave at udpege landsholdshestene til dette VM udtalte efter udtagelsesstævnet på Vilhelmsborg i august, at gruppen af heste i 7-års holdet var særdeles stærke. Den dobbelte finalist fra de foregående år, Play Girl redet af Anika Kristoffersen kom ikke til start i år, istedet indgik Kathrine Nielsen og Pontiac Nørgaard e. Heartbeat på holdet. Hun gjorde det godt i dagens kvalifikation med blot 4 fejl i anden fase.
Kim Kristensen og Albert K .e Heartbeat var fejlfri i begge faser, efter et meget sikkert ridt, mens Lars Kragh-Iversen satsede på en god tid i anden fase på Hiteck e. Heartbeat og fik 8 fejl. Georgia Timmermanns Lillebebegaards Amaflair e. Amarone blev skræmt i et af hjørnerne på banen og det kostede parret 8 fejl.
Søren Pedersen og Tailormade Chabalou e. Chacco Blue (OS) var også fejlfri i begge faser.
Se resultatet af klasserne HER