Cecilia Lindahl
Rytteren råder over fire midler til kommunikation med hesten: schenklerne, hånden, stemmen og vægten. Det er vigtigt, at rytteren har fuld kontrol over sine hjælpere, for at hesten skal have en chance for at lære og forstå, hvad rytteren vil have den til. Hvis man ikke har kontrol over sine hjælpere, men generer hesten med f.eks. en urolig hånd, klaprende schenkler eller manglende balance, så forplumrer man signalerne til hesten. Det vil medføre, at den begynder at ignorere de mange signaler. Rytteren må så forstærke sine hjælpere for at få hesten til at forstå budskabet, og det er præcist det, vi skal forsøge at undgå.
Når rytteren sidder korrekt på hesten, kan man begynde at bruge sin vægt i kombination med de øvrige hjælpere. Det betyder, at man kan anvende flere, men finere hjælpere samtidig, fordi hesten lærer at reagere på rytterens kropssprog. Så er ridning på vej til at blive kunst. Men for at kunne nå så langt er det vigtigt, at den grundlæggende opstilling er på plads.
Overkroppen
Når sadlen er placeret korrekt på hesten, skal rytteren sidde lodret i det dybeste punkt i sadlen. Ryggen skal være rank uden at være spændt, og man skal sidde på sine sædeben. Det er meget vigtigt, at man er afslappet i begge skuldre. Dette kan man kontrollere ved at fylde brystkassen med luft, så mærker man skuldrene går op. Når man så efterfølgende puster ud, mærker man skuldrene, sænker sig. Så sidder man i den rigtige position, og skuldrene er på plads. Sådan skal man hele tide arbejde med sig selv, kontrollere sig selv og sin opstilling i hver eneste lektion.
Hovedet
Rytterens hoved er den tungeste del på kroppen. Hvis hovedet hælder til den ene side, bliver rygsøjlen skæv, og man har ikke lige meget vægt på begge sædeben. Rytterens nakke skal sidde lige på rygsøjlen, uden at man bliver stiv og spændt. Man skal ikke sidde desperat og se lige ud, man må meget gerne dreje hovedet, men man må ikke lægge hovedet på siden. Dette er vigtigt, mange ryttere gør også den fejl, at de sidder og ser ned på deres hest. Selvfølgelig må man gerne af og til lade blikket glide ned på hesten, men hovedet skal være lige. At man ikke må se ned, betyder modsat ikke, at man skal lægge nakken tilbage og se opad. For det medfører, at sædet går tilbage, og så sidder rytteren ikke længere på sædebenene.
Hånd og arme
Rytterens hænder og arme skal hænge naturligt ned langs kroppen med en let bøjning i albuen og håndledet. Man må ikke klemme albuerne ind mod kroppen, det giver spændinger. Arm og hånd skal være afslappede, og man skal kunne holde balancen uafhængigt af tøjlen.
I gamle rideteoribøger står der, at knoerne skal vende fremad og tommelfingeren opad. Det er også rigtigt, men man skal passe på, at man ikke bliver stiv i håndledet, af at forsøge at holde hånden i netop den stilling. Det bedste er at vende hånden på højkant og så slappe af. Så bliver hånd, albue og skulder til en fjeder. Hånden må ikke knuge om tøjlen, i stedet holdes let på tøjlen med hånden en lille smule åben.
Hvis man klemmer med benene eller låser hænderne, så tager man det rygsving væk, som kommer fra hestens bagben - går op gennem ryggen til hestens nakke. Hesten kommer derfor til at gå mere stift, den bruger ikke sin ryg til at svinge med i bevægelsen, men flytter blot sine ben. Derfor er det også vigtigt, at man sidder rank, men afslappet.
Schenklen
Schenklen (rytterens ben) skal hænge naturlig og afslappet ned langs hestens sider, uden at rytteren er spændt i over - og/eller underschenklen. Når man tager stigbøjlen på, skal den placeres under fodballen. Fodens vægt vil automatisk få hælen til at sænkes. Man skal have et ganske let tråd i bøjlen, for så bliver der en fjedring i anklen-, knæ- og hofteled.
- Man skal kunne holde et æg mellem fodballen og bøjlen, uden at dette går i stykker, er berider Hasse Hoffmanns motto.
Hvis man træder for hårdt ned i bøjlen, mister man muligheden for at indvirke med sædet, og schenklen vil blive trykket væk fra hesten.
Rytterens opstilling kan indrammes af to parallelle linker. En linje der går fra rytterens tåspids til knæ og fra hæl til hofte til skulder.
Arbejd med din opstilling
Det er vigtigt, at rytteren kan arbejde udfra sin opstilling, således at man kan give hesten de rigtige og forståelige signaler. Det betyder, at man f.eks. skal kunne indvirke med den ene schenkel uden at miste balancen og gribe fat i tøjlen. Kan man ikke sidde i balance, må man erkende det, og så arbejde sig frem mod den korrekte opstilling. Den bedste måde at styrke sin balance og opstilling på, er at blive longeret uden stigbøjler. På den måde lærer man at komme ned omkring hesten.