Grovfoderproducenter tager ansvar for hestevelfærd

08-02-2025 14:43

Trine Askjær-Jørgensen

Grovfoder er hestens primære fødekilde og afgørende for hestevelfærd. Derfor kommer grovfoder i fokus, når grovfoderproducenter fra hele landet samles til en unik workshop på NENUC 2025-konferencen

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kvalitetsfoder til heste er en hjørnesten i hestevelfærd. Derfor samles grovfoderproducenter fra hele landet den 20. februar 2025 Ansager Hotel til en unik workshop. Her sætter konferencen NENUC 2025 fokus på græs og grovfoder til heste – fra produktion og analyser til rådgivning og samarbejde med hesteejere.

– Jeg er personligt meget spændt på at se, hvem der kommer til konferencen. Håbet er at få skabt nogle nye kontakter til både kollegaer og forhåbentlig også nye kunder. Vi håber også, at konferencen kan være med til at vise hesteejere, at der er danske grovfoderproducenter, der tager produktionen af kvalitetsfoder seriøst, siger Mathies Tang-Jensen fra Sydfyns Alpehø.

Fokus på faglighed og samarbejde
Workshoppen byder på indlæg fra nogle af Nordens førende forskere og specialister. Herunder:

  • Rasmus Bovbjerg Jensen (AU): Hvordan græssets næringsindhold varierer med sæsonen, og hvordan grovfoderanalyser kan bruges som forretningsmodel.
  • Cecilia Müller (SLU): Hvilken betydning valget af græsarter og slættidspunkt har for hestens sundhed.
  • Tom Vestergaard (DLF): Hvordan avlsprogrammer og frøproduktion kan styrke grovfoderets kvalitet til heste.

Workshoppen henvender sig både til producenter, der allerede leverer til hestemarkedet, og til dem, der overvejer at specialisere sig i grovfoder til heste. Desuden kan workshoppen også give værdi til andre hestefolk, som er nysgerrige på grovfoderproduktion og betydningen for det foder, vi giver hestene.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Grovfoderproducenternes rolle i hestevelfærd
Med grovfoder som hestens primære fødekilde er producenternes indsats afgørende for at sikre hestenes sundhed og trivsel.

– Mange hesteejere fokuserer kun på sukkerindholdet i deres foder, men resten af analysen bliver ofte overset, fordi det virker for komplekst. Jeg håber, at min deltagelse på konferencen kan bidrage til at højne mit eget vidensniveau, så jeg kan yde en bedre rådgivning til kunderne i min virksomhed, forklarer Mathies Tang-Jensen.

Praktisk info

  • Workshoppen finder sted torsdag den 20. februar 2025 på Ansager Hotel.
  • Dagen byder på både oplæg, diskussioner og mulighed for netværk med andre grovfoderproducenter, forskere og hestefolk.
  • Billetter kan købes via https://nenuc.dk/konference2025/

Kontakt:
For yderligere information kontakt Martha Herold Voss på 21 28 66 38 eller martha.voss@nenuc.dk.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Lene Gadgaard

/Pressemeddelelse

Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen