Thomas Bach Jensen
Gestüt Grönwohldhof blev grundlagt af Otto Schulte-Frohlinde (der i øvrigt har lagt navn til hingsten Don Schufro) og overgik ved hans død i 1990 til søn Henrik Schulte-Frohlinde. 65-årige Henrik har haft stedet til salg i længere tid, men det er ikke blevet solgt. Nu lukker han dørene og stedets personale må også forlade det pragtfulde sted. Gestüt Grönwohldhof har været hjem for mange fremragende hannoveraner- og oldenburgerhoppestammer. Det er også her, at elitehingsten Donnerhall voksede op. Otte Schulte-Frohlinde købte Donnerhall som føl. Stedets chefberider Herbert Rehbein var en af verdens mest kendte beridere i 80'erne og underviste sin kone Karin på hingsten Donnerhall, indtil Herbert døde i 1997. Sidenhen fortsatte hans enke med at ride Donnerhall i international dressur og opnåede ved VM i Rom i 1998 en individuel fjerdeplads. Ekvipagen vandt individuel bronze og holdguld ved VM i Den Haag i 1994. Den kendte avlskombination Donnerhall x Pik Bube I, der blandt andet har givet elitehingsten Don Schufro, blev skabt på Grönwohldhof, hvor Herbert Rehbein red og uddannede Pik Bube I op til Grand Prix. De seneste år har Karin Rehbein og Falk Rosenbauer været de ansvarshavende beridere på stedet, hvor de har haft heste i uddannelse fra bl.a. hingstestationen Sprehe. Nu opløses teamet og ejendommen ønskes solgt.