Grand Prix-sejr til Torben Frandsen

07-07-2013 17:36

Signe Wiese

Ved Bækgården Horse Festival præsterede Torben Frandsen som den eneste rytter i Walber Grand Prix-klassen at ride to heste i omspringningen, og helt velfortjent blev det da også Frandsen, der sejrede med den skimlede Antares

I går måtte Torben Frandsen trække sig fra deltagelse i Bækgårdens derbyklasse, fordi han havde slået sig efter et styrt  tidligere på dagen, men i dag var han tilbage for fuld kraft og red sikkert sejren hjem i stævnets største klasse - Walber Grand Prix.

Der var 34 ekvipager til start i Grand Prix-klassen og med start nr. 6 leverede Torben Frandsen og Antares e. Andiamo (opr. Gunnar Bach) klassens første nulrunde - og så var stilen ligesom lagt! I alt kom syv ekvipager fejlfrit gennem hovedrunden - udover Torben Frandsen/Antares var det de tre norske piger Mikkeline Zurhaar Birkeland/Cassandra V Paemel Z, Solveig Fotland Newerman/Wodka og Eva Cappelen/Carrero, danske Mette F. Henriksen/Champ Champion, Karina Skou Truelsen/Cassano e. Cardento - og som rosinene i pølseenden - Torben Frandsen, denne gang på den 8-årige Solos Consept e. Con Capitol.

I omspringningen startede Torben Frandsen hvor han slap - Antares sprang villigt, og med et godt tempo - resultatet blev 0 fejl i tiden 39,87 sekunder.
Og selvom de andre ryttere gjorde hvad de kunne, så skulle den tid vise sig at være umulig at slå! Mikkeline Zurhaar Birkeland red fejlfrit, i tiden 40,44 sekunder, Solveig Fotland Newermann var ligeledes fejlfri, og her var tiden 43,33 sekunder. Også Eva Cappelen var uden fejl i tiden 41,69 sekunder. Mette F. Henriksen og Champ Champion red med 12 fejl i tiden 42,72 sekunder, og Karina Skou Truelsen red med 4 fejl i tiden 41,43 sekunder.
Det betød, at da Torben Frandsen red på banen som omspringningens sidste rytter, var han sikker på at han ville vinde klassen - og han kunne selv afgøre om det skulle være med Antares eller med Solos Consept. En fejl i dobbeltspringets indspring kostede 4 fejl, og tiden blev 41,52 - dermed sluttede Torben og Solos Consept på 5. pladsen, mens Antares bevarede føringen fra start til slut.

Mikkeline Zurhaar Birkeland blev nr. 2, Eva Cappelen blev nr. 3, Karina Skou Truelsen nr. 4, Torben Frandsen og Solos Consept nr. 5, Solveig Fotland Nevermann nr. 6, Mette F. Henriksen blev nr. 7, og Kevin Melby, der havde redet med 1 enkelt fejl i hovedrunden blev nr. 8.

Foruden præmiesummen på 15.000 kr. sikrede Torben Frandsen sig også mange timers god nattesøvn i fremtiden - med sejren i Walber Grand Prix fulgte nemlig også en luksuriøs dobbeltseng fra firmaet Hilding Anders som fam. Thøgersens madrasfirma Huma Lama nu er en del af.   

Se det samlede resultat fra Walber Grand Prix HER

Se resultaterne fra de øvrige klasser på Bækgården HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner