Annika Knudsen Lorentsen
Den spanske landsholdshest Alcaide e. Lobito/ Novilheiro, som i en årrække har været spanske Claudio Castilla Ruiz' bedste Grand Prix-hest er blevet pensioneret fra sporten.
Det beretter mediet eurodressage.com, som har snakket med den spanske rytters kone Isabel, som fortæller, at Alcaide nu skal nyde sin pension.
– Han ser rigtig godt ud, men vores kærlighed til ham er større end målet om at konkurrere sammen igen. Vi ville ikke kunne tilgive os selv, hvis han blev på stævnebanerne og blev udmattet. Nu starter et nyt kapitel i vores liv, nu nyder han sin pension og Claudio er i Jerez med sine nye heste. To heste vil debutere i Grand Prix: Lario og Hi Rico. Vi fortsætter vores arbejde, fortæller hun.
Alcaide har deltaget ved OL i Rio de Janeiro i 2016, ved WEG i Tryon i 2018 og ved EM i både 2017 og 2019. Ekvipagen har ligeledes redet mange internationale Grand Prix-klasser, senest ved det 3-stjernede stævne i Grote-Brogel i februar 2021.