Annika Knudsen Lorentsen
Den 11-årige Grand Galaxy Win e. Apache/ Jazz, som er kåret både i KWPN og Dansk Varmblod er blevet kastreret. Det beretter Eurodressage.com.
Tilbage i 2018 købte dansk-amerikanske Charlotte Jorst Grand Galaxy Win fra Helgstrand Dresage, og i både 2020 og 2021 har hun startet den nu 11-årige vallak internationalt.
Da Grand Galaxy Win fortsat var i Danmark blev han redet af spanske Severo Jurado Lopez. Ekvipagen blev 2'er ved Dansk Ride Forbunds championatsfinale i 2015, 6'er i 2016 og 5'er i 2018. Ekvipagen deltog ligeledes ved UVM i Ermelo i 2016, hvor de endte som nr. 7 for 5-års heste.
I 2015 blev han færdigkåret i Dansk Varmblod, og han er siden blevet far til flere succesfulde afkom, herunder de DV-kårede sønner Giovanni-Bell, Global Player og Hesselhøjs Gnags.
Til Eurodressage, har Charlotte Jorst fortalt, at Grand Galaxy Win er blevet kastreret for 3 uger siden og at de nu er klar til at deltage ved Global Dressage Festival 2022 i Wellington.
– Galaxy var så stresset over at komme til nye steder og på mine rejser mellem Florida, Californien og Nevada var han ked af det og tabte sig. Han har det allerede meget bedre, forklarer hun.