God start på CSI stævne i Hjallerup

26-08-2022 06:14

Christine Krogh Frausing
Skribent

I går var første rigtige stævnedag ved det internationale stævne i Hjallerup, hvor alle klasser blev afviklet i fin form, med flotte resultater i alle klasser

Copyright Ridehesten.com
Mikkel Laursen og Casaltonia. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hjallerup Rideklub er i år, for første gang nogensinde, gået i luften med et internationalt springstævne. Arrangørerne bag er ikke en privat stævnearrangør, som man oftest ser, men i stedet en rideklub.

I starten så det sløjt ud med tilmeldinger til det internationale springstævne, men efter lidt økonomisk støtte, og flere tilmeldinger, blev stævnet endelig en realitet. 

Stævnets første klasse, en CSI2* på 125 cm, blev vundet af Daniel Hald Cassøe og Mexican Star e. Stardust/ Aston. De red en fejlfri tur i tiden 55,81 sekunder.

Herefter blev der afviklet en klasse for 5-års heste, hvor Mikkel Laursen tog både første- og andenpladsen i et stærkt felt. Klassen vandt han med Emmett H Dwb e. Emerald/ Cancara, da de red en fejlfri tur i tiden 55,90 sekunder.

Nyheden fortsætter efter annoncen

6-års klassen blev ligeledes vundet af Mikkel Laursen, her med hesten Casaltonia e. Casallco/ Clinton H, der red en fin fejlfri runde i tiden 68,22 sekunder. 

7-års klassen blev vundet af dansk bosatte Benjamin Saurugg fra Østrig. Han red på hesten Ally Alfarvad Z e. Air Jordan/ Quinar Z, der gik en fin fejlfri runde i tiden 71,24 sekunder. 

U25-rytternes 135 cm klasse blev vundet af hollandske Mathis Burnouf og Inox des Lilas e. Troubadour By Wisbecq. Han red en fejlfri hovedrunde samt omspringning, hvor tiden i omspringningen var 34,82 sekunder. På en flot andenplads ser vi danske Caroline Rehoff Pedersen med Calvin 115 e. Castelan 3/ Colman, der red fejlfrit i begge runde, og med en tid i omspringningen på 35,19 sekunder. 

Gårsdagens sidste klasse, en CSI2* 135 cm blev vundet af dansk bosatte Aistis Vitkauskas fra Litauen. Han red hesten Favour VG e. Favorit Ask/ Royal Bravour. De red en fejlfri tur i tiden 62,63 sekunder.

I dag vil der være klasser op til 140 cm, og du finder start- og resultatlister her. 

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen