Maja Golles
Med Ridehestens oktobernummer bliver du klædt godt på i mange henseender. Først og fremmest bogstaveligt talt med hensyn til den kommende forårsmode, idet vi viser dig flere af nyhederne fra årets store Spoga-messe. Men også med hensyn til blankpolerede ridestøvler - Cathrine Dufour fortæller hemmeligheden bag sine altid flot pudsede ridestøvler med en trin-for-trin-guide. Rent fagligt bliver du klædt på til bedre at kunne forhindre fx væsketab hos din hest, da en faglig artikel om sygdom og behandling kommer forbi dette vigtige emne. Du bliver også lidt bedre klædt på til at styre din egen virksomhed. Vi ser, hvordan Linnea Ericsson har haft uvurdelig glæde af en "virksomheds-coach". Også små virksomheder som trænings- og salgsstalde m.v. kan have stor glæde af en detaljeret strategiplan. Du får også noget med i bagagen i forhold til inspiration til din egen træning. Med øvelser "over jorden" viser vi, at træning af hest og rytter også kan være “trick-ridning”. Det har vist sig, at olie udvundet af krokodillefedt har en særlig gavnlig helingseffekt hos heste og andre dyr. Læs mere om det opsigtsvækkende produkt i artiklen "Behandling med bid i". Rideklubber, stutterier og almindelige hestehold får gode råd til overgangen fra spiltov til boks. En sådan udskiftning reducerer normalt antal heste betydeligt, og der er derfor en række forhold, som bør overvejes nøje. Vi fortæller også om de store sportslige højdepunkter og bringer bl.a. et spændende interview med Anne Troensegaard. Her kan du læse om hendes svære vej til toppen af dansk dressursport. Du bliver også klædt på med viden, resultater og stemning fra DRF’s championatsfinaler i springning, Dansk Varmblods store Elieskue og meget mere. Rigtig god læsning!