Sussi Hjort Hollensted
I det tidlige forår titter nyt friskt græs frem, som kan være lidt af en udfordring for vores heste. De nye spirer sætter gang i spytproduktionen, hvilket øger spytdannelsen i spytkirtlerne. Tømmes spytkirtlerne ikke, hæver de og kan være til gene for hesten.
- Det er ikke nødvendigvis, fordi de gør ondt, men fordi spytkirtlerne også er lokaliseret på bagsiden af kæben, kan dette besværliggøre bevægelse af hovedet især, hvis hesten skal gå i holdning. Et simpelt trick til at tømme spytkirtlerne er ved at give hesten en halv appelsin eller et stykke citron (uden skal, da den kan være overfladebehandlet), understreger fodringskonsulent, Maria B. Clausen fra Brogaarden.
Må ikke forveksles
Maria B. Clausen fortæller, at Ikke alle heste bryder sig om citron, hvorfor man kan presse saften ud og sprøjte i munden på hesten. Hævede spytkirtler kan også forveksles med hævede lymfekirtler, som er tegn på sygdom.
- Er man i tvivl om hestens almene trivsel, skal man selvfølgelig altid kontakte dyrlægen, slutter Maria B. Clausen.