Sussi Hjort Hollensted
Nu falder temperaturen, og de kolde vintermåneder er på vej. Har man en hest, som er for tynd og har behov for ekstra kalorier til den kolde tid, er olie en god mulighed. Sådan lyder det fra Mette L. Nymand, fodringsrådgiver fra foderstofsvirksomheden, Brogaarden.
Hun forklarer, at man dog altid bør starte med at se på muligheden for at tildele mere grovfoder og selvfølgelig udelukke, at der kan være en anden årsag til hestens foderstand som f.eks. tandproblemer, ormebelastning, mavesår m.m.
– Har man sikret sig, at hesten får grovfoder (hø/wrap) efter ædelyst og et velegnet kraftfoder, og har den alligevel stadig brug for ekstra kalorier, så kan olie være en mulighed for at øge kalorieindholdet uden at øge måltidets størrelse.
Start i det små
Mette L. Nymand forklarer, at heste generelt er gode til at fordøje olie, men da de fra naturens side ikke er indrettet til at fordøje fedtrigt foder, skal hesten gradvist vænnes til olie, og mængden af olie per måltid må ikke blive for stor. Når hesten skal vænnes til olie, bør man starte i det små. Hvis planen er at tildele 3 dl olie/dag, hvilket svarer til energiindholdet i ca. 1 kg havre, bør man starte med tildeling af 1 dl olie/dag i den første uge, 2 dl olie/dag i uge 2 osv. Generelt bør man ikke tildele mere end 1-1½ dl olie/måltid til en stor hest, hvis den skal kunne nå at fordøje det.
12 uger før optimal virkning
Til højt ydende heste, som har et højt behov for kalorier, bør man ifølge Mette L. Nymand max. give 1 dl/100 kg kropsvægt/dag. Dette svarer til max. 5 dl/dag for en hest på 500 kg. Ved denne dosering anbefales det at supplere med ekstra E-vitamin.
– Til de fleste store heste vil det dog være tilstrækkeligt med ca. 2-3 dl olie/dag – fordelt på 3 måltider. Ved denne dosering er det ikke nødvendigt at supplere med ekstra E-vitamin, hvis hestens behov er dækket i den daglige fodring. Hesten skal som nævnt vænnes gradvist til denne mængde olie, hvorfor der kan gå op til 12 uger, før hesten fuldt kan udnytte energien i olien, forklarer hun.
Majs eller solsikke til kræsne heste
Oftest bruges en vegetabilsk olie såsom soja-, majs-, raps- eller solsikkeolie.
– Energiindholdet i de forskellige olier er stort set det samme, men der er forskel i smagen, hvorfor det kan være en fordel at bruge f.eks. majs- eller solsikkeolie til en kræsen hest, da de er mere søde i smagen end f.eks. soja- og rapsolie, siger Mette L. Nymand.
Kold- eller varmpresset
– Om man vil bruge en almindelig, varmpresset olie eller en koldpresset olie er en afvejning af fordele og ulemper. Ved koldpresning bliver olien renere og har generelt et højere indhold af bl.a. umættede fedtsyrer – hvilket jo er godt – men koldpressede olier er oftest også dyrere, da mængden af olie, som udvindes ved koldpresning, er mindre, fortæller Mette L. Nymand.
Omega til hud og pels
Til heste, som har brug for ekstra støtte til hud og pels, kan man også tildele en olie, som indeholder Omega-3 og Omega-6 fedtsyrer. Både Omega-3 og Omega-6 fedtsyrer er essentielle fedtsyrer. Det betyder, at kroppen ikke selv kan danne disse fedtsyrer, hvorfor de skal tilføres via foderet. Specielt Omega-3 fedtsyrer er kendt for at have en gavnlig effekt på hudirritationer. Forholdet mellem Omega-6 og Omega-3 skal dog være afbalanceret, da den typiske fodring med kornrige produkter nemlig indeholder væsentlig mere Omega-6 i forhold til Omega-3, slutte Mette L. Nymand.