Maja Golles
Oftest er græsset efter en vintergræsning bidt så langt ned, at halvdelen af vækstsæsonen er gået, før græsset opnår sin normale vækst og kan producere foderenheder til hestene. Et typisk eksempel er græsmarken, som ligger tæt ved stalden, hvor hestene har gået hele vinteren. Græsdækket er tyndt, en del af græsset vil være trådt op, og jorden er mudret. Det vil i foråret give lys og luft til fremspiring af ukrudt. Ukrudt som bynke og mælkebøtte kan hesten æde uden problemer. Sandsynligvis vil der spire arter frem, som hestene ikke gider æde, i værste fald kan ukrudtet være giftigt for hestene. Af giftige ukrudtsplanter, som ofte ses i græsmarker, kan bl.a. nævnes hele ranunkel-familien (de gule ”smørblomster”) og brandbæger. Ukrudtsplanterne er svære at kende i foråret, og derfor er det vanskeligt at holde marken helt ren for giftige arter. Den nemmeste måde at undgå forgiftninger på, er at sikre at hestene har græs nok. Normalt vil heste selv frasortere giftige planter, men er græsmængden lille, tvinges hestene til at æde ukrudtet. Vi skrev mere udførligt om græs, giftige planter, afpudsning af marken og høhøstning i Ridehesten maj 2007.
