Thomas Bach Jensen
Dansk Varmblods Auktionsudvalg er overordentligt godt tilfredse med resultatet ved årets Elitefølauktion, hvor der blev solgt føl for 3.860.000 DKK. 40 ud af 49 føl blev solgt, og det gav en salgsprocent på 82% og en gennemsnitspris på 96.500 DKK, hvilket er den højeste gennemsnitspris nogensinde på Dansk Varmbods Elitefølauktion. Der blev solgt føl til Danmark, Sverige, Norge, Holland, USA, Frankrig og Tyskland.
Årets dressurbetonede hingsteføl, kat.nr. 400 Strandagergårds Sirocco e. Sezuan/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Jens Jørgen Abildskov), var første føl under hammeren. Buddene haglede ned over det ekstremt velgående føl, der utrætteligt travede rundt og demonstrerede sin formidable bevægelsesmekanik, mens auktionarius Casper Cassøe havde travlt med at følge de lystige bud, der sluttede på 550.000,- DKK. Helgstrand Dressage var med til sidste duel, hvor norske Kristin Andresen trak det længste strå sammen med Katrinelund. Kristin Andresen er også ejer af årets dressurbetonede hoppeføl i Dansk Varmblod.
- Jeg køber lovende føl og heste til Norge, bl.a. til min datter Alexandra Andresen, men også til andre talentfulde ryttere, fortalte køber.
Opdrætteren Jens Jørgen Abildskov var hjemmefra klar over, at han havde et ualmindeligt velgående føl, og at der var stor interesse for det.
- Det gik jo over al forventning. Man ved jo ikke, hvor gode de andre føl er, men vi havde regnet med en rigtig god pris. Dog oversteg det alle drømme, fortæller Jens Jørgen Abildskov, der også solgte et føl for 60.000 DKK.
To føl gik for 220.000,- DKK, og begge blev solgt til købere i Californien. Nemlig finalehoppeføllet kat.nr. 435 Lipas Adele e. Sezuan/ Aljano (opdr. Lipas Horses v/ Linda Ibsen og Paul Jacobsen), der blev opkøbt af en hollandsk agent for en kunde i Californien, og finalehingsteføllet kat.nr. 437 T-Hawk Axe e. Tomahawk/ Blue Hors Zack (opdr. Lena og Rasmus Dalsgaard), der blev erhvervet af Tomahawks ejer Jamie White-Welling, USA.
Tre glimrende dressurbetonede føl gik for en pris af 150.000,- DKK. Kat.nr. 420 Stenagers Falcon e. Franziskus/ Wilkens (opdr. Bjarne og May-Britt Christensen) er helbror til sidste års dyreste hoppeføl, der blev solgt til Anne Lyngby, hvis datter Helene Melsen er så begejstret for denne hoppeplag, at hun besluttede sig for at købe helbroderen.
Også den danske topdressurrytter Nathalie zu Sayn-Wittgenstein havde fundet sig en darling på Dansk Varmblods Elitefølauktion, og det var det smukke og velfungerende hingsteføl kat.nr. 449 Fredensdals Fifty Cent e. Franziskus/ Donnerball (opdr. Linda Falensteen og Martin Strande). Sidste føl til 150.000,- var kat.nr. 451 Dario Khan e. Dancier/ Londonderry (opdr. Jens Aage Nielsen), der gik til Lise Thøgersen, Bækgården.