Britt Carlsen
Gefion e. Go On Then xx/Solist (opdr. Jens Peter Pedersen) blev født I 1978 og blev kåret som fløjhingst i Dansk Varmblod i 1982. Han blev uddannet af berider Nis Valdemar Hansen og parret startede international dressur i slutningen af 1980’erne med flere flotte placeringer og sejre til følge.
Gefion var et klart dressurtalent, og i hænderne på berider Nis Valdemar Hansens blev hingsten uddannet til Grand Prix. Deres samarbejde udviklede sig, så de blev et emne til OL i Seoul i 1988. Som reglerne var, på daværende tidspunkt, ville det dog ikke blive med Nis Valdemar i sadlen, for han blev regnet for professionel, idet han underviste, og dermed kunne han ikke deltage ved OL. I Hippologisk Tidsskrift fra 1986 kan man bl.a. læse:
”Nis Valdemar Hansen er i høj grad professionel i international forstand. Han er den, der har udlært flest rideinstruktører her i landet, og hans elever i internationale klasser tæller bandt andre Birgit og Marie-Louise Castenskiold, der har deltaget henholdsvis VM og OL. I øvrigt var der for nylig en fremtrædende artikel i Børsen, hvor hestehandel blev nævnt som en stor dansk eksportindtægt. Her blev specielt Hasse Hoffmann’s forretning fremhævet, hvilket har fået Dansk Ride Forbund til at overveje, om man skulle erklære Hasse og en anden betydende dansk hestehandler, Jørgen Olsen for professionelle.”
Nis Valdemar og Gefion kom aldrig til OL, men det skyldtes ikke reglerne om professionalisme eller ej, for de blev i mellemtiden ændret. I magasinet Ridehesten tog vi i 2006 en snak med hingstens daværende ejer Carol Baker, og Nis Valdemar: – Gefion! Den hest gav mig mange gode oplevelser, bl.a. i Aachen, udbrød han straks, da han blev bedt om et interview.
– Jeg så hingsten første gang i 1983 til et jubilæumsstævne i Aabenraa Rideklub. Jeg var i og for sig ikke imponeret af hans uddannelsesniveau, men jeg kunne godt lide hesten. Hingstens ejer, Chr. Jørgensen, fik mig overtalt til at prøve den, og siden også til at tage den i ridning, erindrer Nis Valdemar Hansen. – Vi skulle have haft vores stævnedebut i 1984, men jeg gik desværre hen og brækkede anklen, fordi jeg væltede med en hest. Derfor var det min daværende elev Bjarne Elefsen, der red hingsten i en LA-klasse i Herning det år og også ved enkelte stævner derefter. I Herning havde den fået tohundrede-nogenog-firs point, hvilket var helt fantastisk. Det var nok medvirkende årsag til hans store popularitet som avlshingst i de år.
Ingen OL-billet
Ved de danske mesterskaber i 1988, der var ”År 0” efter Marzog, opnåede ekvipagen en 3. plads efter Niels Haagensen/Cantat og Morten Thomsen/Diplomat. Med dette resultat havde man håbet på en plads på holdet til OL samme sommer, men udtagelseskomiteen syntes de manglede internationalt dommertække, og derfor blev det i stedet rytterne på en delt 4. plads der fik billetten: Anne Koch (nu van Olst)/Le Fier og Anne Grethe Törnblad/Supermax Ravel.
I den danske hestepresse havde makkerparret Hansen/Gefion fået tørt på flere gange. Hingsten havde ved flere lejligheder optrådt meget ulydigt, og den blev derfor stemplet som notorisk uartig.
– Det var nok godt det samme, at vi ikke kom til Seoul. Det havde mine nerver ikke holdt til, ler Nis. – Lige så rolig, rar og elskværdig han var i stalden, lige så pludseligt kunne han blive hysterisk bange for et bogstav, en blomst eller for sig selv. En karakterbrist, der blev tolket som ulydighed, men som altså bundede i hans sensibilitet, hingstehormoner og fuldblodsafstamning. Nej, en tur til Seoul have nok taget for hårdt på os begge to. Men om vi fik de point, vi havde fortjent i finaleklassen?
I 1991 blev hingsten solgt til engelske Carol Baker, som også havde en flot international karriere med hingsten, og hos hvem han blev til sin død i 2010.
