Thomas Bach Jensen
Den DV-kårede og danskejede hingst Fürstenball e. Fürst Heinrich/ Donnerhall har efterhånden mange højtuddannede afkom, der gør det godt i sporten både i Danmark og Tyskland, men også længere ude omkring i verden. De ældste fylder 11 år i 2021.
Det ypperste eksempel i Dansk Varmblod er SRDH-hoppen Heiline's Danciera, der med Carina Cassøe Krüth bl.a. har vundet international Grand Prix og DM-sølv i 2020, men også heste som bl.a. Fürstenblick, Fredensdals Fountain og GRDH-hoppen Filuca S er nogle af de afkom, der har debuteret i S-dressur.
I weekenden demonstrerede den 10-årige hoppe Donatella M e. Fürstenball/ Jazz Time sit talent under sin amerikanske rytter Alice Tarjan. Ekvipagen vandt finalen i Lövsta Future Challenge developing Grand Prix horse (8-10 år) med en score på 73,631%.
Ved samme stævne satte Pia Fortmüller sig på sejren i finalen i Summit Farms developing Prix St. Georges med hoppen Frieda e. Fürstenball/ Roletto 74,852%.