Camilla Tiefensee Schrøder
Sidste weekend var en stor succes for den unge danske springrytter Emilie Henningsen Schäfer, da hun vandt med begge de heste, hun har med til springstævnet på Zangersheide i Belgien.
Først tog hun sejren i CSIU25 130 cm på Bobolensky e. Cornet Obolensky/Numero Uno (opdr. R.W. Bongers) om lørdagen. På den 12-årige hingst sprang hun to fejlfri runder og sluttede i tiden 33,05, over et sekund foran nærmeste modstander.
Søndag fortsatte hun med en sejr i endnu en 130 cm-klasse for U25, denne gang efter en fejlfri runde i tiden 62,25 på hoppen Joy Klt e. Etrusco/Garibaldi 901 (opdr. Ilse Ekenborn). Igen var hun lidt over et sekund foran nummer to.
Klar til højere klasser
Stævnet fortsætter i denne uge, og Emilie var igen med i toppen i går, da hun blev nummer tre i et tæt opløb i ugens åbningsklasse, CSIU25-A 130 cm, hvor hun sprang fejlfrit på Joy Klt i tiden 61,79 sekunder. Efter de gode resultater med hoppen er hun klar til at hæve barren lidt.
- Joy Klt har jeg samarbejdet med noget tid efterhånden, så min træner berider Sigurd Nielsen og jeg regner derfor med at ride lidt større klasser med hende som forberedelse til den kommende udendørssæson, der venter os, når vi kommer hjem, fortæller Emilie fra Belgien.
- Bobolensky er et forholdsvist nyt samarbejde, og derfor rider vi nogle mindre klasser med ham, siger U25-rytteren, som er godt tilfreds ind til videre med sejren sidste weekend og endnu en placering med Bobolensky i U25 130 cm her til morgen.
Flere danskere er godt med
Det er ikke kun Emilie Henningsen Schäfer, der har markeret sig i toppen af resultatlisterne. I går blev Christian Petersen nummer to i CSI3* 130cm på Zahr Alfarvad e. Zandor Z/Landaris. Og i torsdagens 140 cm-klasser har Torben Frandsen og Kristian Skovrider opnået placeringer: Det blev blandt andet til en femteplads til Torben Frandsen og en sjetteplads til Kristian Skovrider i denne 140 cm-klasse, hvor begge ryttere red to fejlfri runder. Torben klarede omspringningen på 39,28 sekunder på vallakken Highrise e. Stolzenberg/Western Star (opdr. Walter Lilje), mens Kristian Skovrider nåede i mål i tiden 39,36 på vallakken Cevin e. Cornet du Lys/Rebel Z III (opdr. Franz-Josef Krüer).
Se denne uges og sidste uges start- og resultatlister fra Zangersheide.
Livestreaming er også tilgængelig via clipmyhorse.tv.