Kasper Larsson
Hårdtarbejdende, ildsjæl og entusiast er blot nogle af de prædikater, der kan påstemples de mange hundrede frivillige hjælpere, der utrætteligt søger for, at Dansk Varmblods Hingstekåring forløber gnidningsfrit. De er fundamentet for forestillingen, og hver især passer de deres tjans med glæde – og vender tilbage år efter år efter år.
– Man kan sige, at uden alle vores frivillige, der giver den her hjælp, så eksisterede det her arrangement jo ikke, fortæller Anny Roed, der igennem 36 år har været frivillig og i dag er koordinator for de ca. 190 rød-hvide frivillige under Dansk Varmblod.
Fællesskab og hygge
De mange frivillige udfylder et utal af opgaver; fra hal-ansvarlig, koordinering af andre frivillige til taxakørsel til og fra messecentret. Fælles for dem alle er, at de nyder fællesskabet, samværet og den ånd, der ligger i det frivillige arbejde.
– Mange kommer igen, fordi de synes, det er sjovt, og fordi det er hyggeligt. Personligt synes jeg, det er en fornøjelse, at være sammen med de unge mennesker, der forhåbentligt kan give den frivillige ånd videre, siger Anny Roed.
Den udlægning af det frivillige arbejde bakkes op af Anette Høstberg, der har været frivillig ved hingstekåringen i 30 år, samt Eliana Vejvad og Michell Christensen, der har knapt så mange år på frivillig-bagen.
– Det er samværet med de samme mennesker, det er hyggen og det er ånden herude. Man arbejder fra tidlig morgen til sen aftenen, men når man har det sjovt og godt, så er det lige meget, lyder det samstemmigt fra de tre.
Som ringe i vandet
Hingstekåringen når hvert år nye dimensioner, og ligeså gør efterspørgslen på frivillig arbejdskraft. Anette startede for eksempel som frivillig, fordi hun i tidernes morgen blev headhuntet af Anny. Denne rekrutteringsform går igen ned igennem generationerne af frivillige og er medvirkende til holdånden og fællesskabet.
– Man er automatisk på samme hold. Den nye bliver hjulpet af den gamle. Vi dækker hinandens ryg. Det er ligesom at komme hjem til familien igen. Man i sådan en boble i fire dage, og når man kommer hjem tænker man ”hvor er alle sammen?”, slutter de tre med et smil.
