Thomas Bach Jensen
Den 34-årige tyske dressurrytter, Frederic Wandres, ligger lige nu nr. 18 på FEI's verdensrangliste med sin tophest Duke of Britain og nr. 43 med sin upcoming Grand Prix-hest, den 12-årige Bluetooth OLD e. Bordeaux/ Riccione/ Don Schufro.
Netop Bluetooth var Frederics partner, da han gæstede Danmark i forbindelse med sæsonens første World Cup-kvalifikation i den vesteuropæiske liga, nemlig i Herning i oktober måned, og Bluetooth er også den hest, som Frederic rider i World Cup-kvalifikationen i den nordamerikanske liga i denne weekend ved Global Dressage Festival i Wellington.
I profilartiklen om Frederic Wandres i det seneste nummer af magasinet Ridehesten fortæller han åbent om sin karriere, om sine heste hos Hof Kasselmann og også om sin oplevelse, da han sidste vinter for første gang var i Florida. Han er nu tilbage, og det er han som nævnt med Bluetooth.
I dag vandt ekvipagen den indledende korte Grand Prix i World Cup-kvalifikationen ved Global Dressage Festival i Wellington, hvor de scorede 74,158%, som er deres foreløbige rekord i Grand Prix. Deres hidtil højeste score i Grand Prix Kür ligger godt og vel fem procent over.
Andenpladsen gik til DV-hoppen Fiontinis nye ejer og rytter, Anna Buffini, men her på hoppen FRH Davinia la Douce. Længere nede på resultatlisten finder man den gode DV-hest, Katholt's Bossco e. Blue Hors Don Schufro/ Michellino/ May Sherif (opdr. Finn Kristensen) med 66,395% under amerikansk flag.