Annika Knudsen Lorentsen
Størstedelen af ryttere begynder at ride når de er børn, og de fleste der lever af at ride og arbejde med heste, har en baggrund i sporten igennem mange år. Det gælder dog ikke for Simon Sandal, som netop er blevet ansat hos Kolborg Equestrian. For blot 2,5 år siden begyndte han for alvor at ride, da han fik muligheden for at låne en hest.
– Før jeg red, var jeg svømmer på førsteholdet i Vejle, og derfor kom jeg i en sportsklasse, hvor jeg mødte Christian Svendgaard og Olivia Neergaard, som begge var ryttere. Jeg prøvede at ride hos Christian, og fandt ud af, at det var meget hyggeligt og sjovt. Olivia havde heldigt nok en hest, som jeg kunne låne. Det var i februar 2021 og den hest har jeg lånt indtil fornyligt, hvor jeg købte min egen, forklarer Simon.
Det kræver tid og god hjælp
Simon er hurtigt kommet efter det med ridningen, og har redet stævner op til LB i springning indtil videre. Det betyder dog langt fra, at han har lært alt, hvad mange andre på hans egen alder ved om heste.
– Det har ikke været nemt, men jeg har været godt hjulpet af, at jeg har haft Christian til at hjælpe mig hver dag. Jeg har haft muligheden for at lære at ride, hvis jeg ville ligge tiden i det. Det kræver, at man vil gøre noget for det, særligt når man er bagud fra start, forklarer Simon og fortsætter:
– Jeg vil gerne blive ved med at ride og få en del stævneheste. Om det skal være unge eller måske på sigt nogle der kan gå højere klasser, det må tiden vise. Jeg er blevet ansat hos Thomas Kolborg, og det er virkelig fedt. Jeg prøver flere forskellige heste og får undervisning hver dag, og det giver mig en masse. Thomas er en meget tålmodig mand, og det er nødvendigt. Jeg mangler meget baggrundsviden og stiller mange spørgsmål, og det er han rigtig god til at håndtere og svare på. Jeg får lov til at prøve noget, hvis jeg arbejder for det.
Simons søster Sofia er rytter, og har en enkelt hest. Hendes interesse for hestene opstod længe før Simons, og i starten var målet for Simon ikke at blive professionel, men noget helt andet med relation til hans søster.
– Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville komme til at arbejde med heste, det var mest bare for sjov. Målet var i første omgang at blive bedre end min søster. Nu vil jeg gerne blive ved, og jeg vil gerne arbejde professionelt med heste i fremtiden, slutter Simon.