Første officielle Connemarakåring i DCPS

04-08-2014 13:06
Avl

Dansk Connemara Pony Selskab slår dørene op til deres første officielle kåring

Copyright Ridehesten.com

Dansk Connemara Pony Selskab (DCPS) har fået Fødevarestyrelsens anerkendelse som avlsforening i marts 2014 og er dermed anerkendt til at afholde hingste- og hoppekåring. Anerkendelsen er opnået på baggrund af det store avlsarbejde Selskabet lægger for dagen og det antal avlshingste og avlshopper, føl og plage som via medlemmerne er tilknyttet Selskabet. Anerkendelsen skal fejres og det gøres ved en festlig weekend i Connemaraponyernes tegn hvor der afholdes både kåring og show.

Connemaraponyen stammer fra bjergegnene Connemara ved den irske vestkyst. Her er der ikke mange saftige græsmarker, så Connemara ponyen er nøjsom og robust. Det fortælles, at racen bla. består af spanske heste som svømmede i land ved et skibsforlis ud for vestkysten i Irland. Om det er en skrøne vides ikke, men i ponyen er også fuldblod, araber, welsh cup og berberhesten indblandet. Resultatet er blevet en stærk ridehest, der er nem at håndtere for børn og som også kan rides af voksne, der ikke er alt for tunge. Connemaraponyen kan bruges til alle former for ridesport: dressur, springning, terrænridning, langdistance, western, klassisk ridning og hestevognskørsel. Det er en meget alsidig pony med en god størrelse helt op til ponymål.
Temperamentet er et kapitel for sig. Connemaraponyen er en meget intelligent, føjelig og usædvanlig arbejdsvillig pony, som oftest vil gøre sit allerbedste for sin rytter.
Der er avl af Connemaraponyer overalt i verden også i de fjerneste hjørner og på Facebook udveksler connemarælskere verden over billeder og synspunkter omkring deres elskede ponyer.
Kåring og Show afholdes på Stutteri Langtoftegård, Langtoftevej 6, 4173 Fjenneslev ikke langt fra Ringsted i weekenden d. 9 og 10 august. Der vil være noget at kigge på for udover Show og Kåring af Connemaraponyer har DCPS inviteret Rebecca Dahlgren fra Sverige: www.horse-vision.se til at give opvisning begge dage. Rebecca, som er internationalt anerkendt for udøvelsen af frihedsdressur med hesten vil give opvisning sammen med Jenny Gustavsson og vil bl.a. medbringe sin dansk avlede connemarapony til opvisningen. Hun vil vise, hvordan man kan kommunikere med hesten og få den til at arbejde uden brug af bid, sadel eller lignende. Der er lagt op til to forrygende dage. Der er gratis adgang til kåring og show og entre til Rebecca Dahlgrens opvisninger lørdag og søndag eftermiddag.

/Pressemeddelelse.

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner