Kristine Ulsø Olsen
I sidste weekend blev der afholdt Stuttgart German Masters med World Cup-kvalifikationer i både springning og dressur, og samtidig blev der også uddelt en traditionsrig pris ifølge Eurodressage.
Til minde om den navnkundige rytter og træner Otto Lörke (1879-1957) blev Otto Lörke-prisen uddelt for 37. gang. Her modtager hesten, træneren og ejeren en særlig anerkendelse fra den tyske olympiske ridekomité (DOKR) og Liselott Schindling Fonden.
I år tilfaldt prisen to heste og den ene med med dansk baggrund, da DV-vallakken Fendi e. Franklin/ Diamond (opdr. Danish Derby Horse Shows Aps) var den ene modtager, mens Thiago GS e. Totilas/ Warkant var den anden.
Kjærholm's Fendi er født og opvokset hos familien Cassøe, og blev som 2½-års solgt til amatørdressurrytter Louise Dall, der fremstillede ham dels til hingstekåring og dels til egnethedstest inden salg til Helgstrand Dressage. I 2019 flyttede vallakken til Tyskland hos den tysk-hollandske familie Rothenberger og sidenhen har Sönke Rothenberger uddannet den nu 9-årige vallak til Grand Prix-niveau og de var blandt andet udtaget til at ride for Tyskland ved dette års EM, som en mindre skade dog satte en stopper for.
– Når jeg sætter mig i sadlen på Fendi, har jeg det bare godt, sagde Rothenberger. – Nogle gange får jeg gåsehud under turen, når jeg indser, hvor meget denne hest giver. Denne pris har større betydning for mig end de fleste stævner eller succeser. Det er en meget speciel pris, specielt når man ser, hvilke heste der allerede har modtaget Otto Lörke prisen, og jeg er virkelig stolt af Fendi og hele holdet, som allerede har bidraget til dets succeser.
Matthias Alexander Rath og familiens hjemmeavlede Thiago GS var i år med til at vinde EM-sølv med det tyske landshold og bag hingsten er en helt specielt historie. Udover at Thiago er hjemmeavlet, så var hans to Grand Prix-forældre Totilas og Wahayama begge ejet af familien Linsenhoff Rath. Wahayama var også den sidste internationale Grand Prix Ann-Kathrine Linsenhoff, Mathias' stedmor, red konkurrencer på.
Otto Lörke-prisen er tidligere givet til heste som Rembrandt, Gigolo, Farbenfroh, Rusty, De Niro, Renoir, Bonaparte, Satchmo, Elvis, Sterntaler, Warum Nicht, Herzruf'z Erbe, Dablino, El Santo, Bella Rose, Showtime FRH, og Quantaz.