Thomas Bach Jensen
Når Dansk Varmblods Forårsauktion udfolder sig den 9. marts 2019 under hingstekåringen i Herning, så er den charmerende, flotte og velgående 3-årige hingstekandidat Vandkærs Duke et af de spændende dressuremner, og han deltager også i hingstekåringen. Han er af første følårgang efter den populære guldmedaljehingst Hesselhøj Donkey Boy og er trukket på en hoppestamme med flere succesfulde dressurheste. Hans mormor er således mor til flere B-heste i dressur, og oldemoderen er mor til flere elite- og medaljehopper samt den avlsgodlendte Fældgårdens Perwoy, der også er A-hest i dressur.
I Dansk Varmblods præsentation af auktionskollektionen beskrives Vandkærs Duke således:
Meget attraktiv og arbejdsvillig hest med tre store og udtryksfulde gangarter. Vandkærs Duke er en moderne og tiltalende, storrammet hest, med en dejlig arbejdsindstilling og en distingveret tilstedeværelse på banen. I stamtavlen finder man både elite og medaljehopper, samt den godkendte hingst Fældgårdens Perwoy, som er A-hest i dressur. Vandkærs Duke er udtaget til hingstekåringen 2019.