Thomas Bach Jensen
40 ekvipager er meldt til start i Rolex Grand Prix (1,60m), når World Cup kvalifikationen går løs i Genève kl. 14.30. Heriblandt er Thomas Velin ene dansker oppe imod den vesteuropæiske elite som Jos Lansink, Steve Guerdat, Marcus Ehning, Cian O'Connor, Gerco Schröder, Robert Whitaker, Rolf-Göran Bengtsson, Malin Baryard-Johnsson og Jessica Kürten, der med den 14-årige danske hoppe Quibell e. Quidam de Revel/Lagano (opdr. Helle Kragh Andersen) rider sit sidste stævne inden to måneders karantæne. Thomas Velins Godsend du Reverdy er ligesom Quibell 14 år gammel og efter den danskejede verdensstjerne Quidam de Revel. Godsend du Reverdy er franskfødt og har Grand Veneur som morfar. 26 år gamle Quidam de Revel har tre afkom i denne World Cup klasse og hans søn Nabab de Rêve har to afkom startende. Thomas Velin ligger for øjeblikket nr. 12 på ranglisten og danske Søren Pedersen ligger nr. 18. Ranglisten føres af schweizeren Steve Guerdat, der idag skal ride på hjemmebane.