Flyvende holstenere

03-11-2017 18:19

Britt Carlsen

Avl

Afviklingen af løsspringningen under hingstekåringen i Holsten fungerede særdeles godt, og det gav de unge hingste mulighed for at vise deres talent

Copyright Ridehesten.com
En af de hingste, som publikum i særlig grad var begejstrede for, var Toscolani e. Tornesch (redet af Malin Baryard i international springsport). Man kunne godt finde hingste i kollektionen, der var flottere i type, men hold da op som han sprang med gummi og overskud.

Efter bedømmelsen på fast bund torsdag, tegnede der sig et billede af mange moderne typer ved årets kåring i holsten, og dagens løsspringning bekræftede det indtryk. Ikke alene var der mange flotte modeller, men en stor del af dem, var særdeles velgaloperende. Cascadello I-sønnerne imponerede med flotte typer og særdeles god galop, og så sprang de godt og sikkert med løfter om stor kapacitet. 

Copyright Ridehesten.com
Danskopdrættede kat. 1 Quandoros e. Quaterback.

Dagen begyndte med en enkelt dressurbetonet hingst, Quandoros e. Quaterback/Carpaccio hingsten er opdrættet i Løgumkloster af Anja Nygaard. Han er en herlig moderne, udtryksfuld og velrejst hingst med tre gode gangarter og en god balance i galop. 
Kat. nr. 17 Cassando e. Casall/Corrado I fra Jens Peter Mailund Schmidt og Henrik Hansen viste sig særdeles godt i løsspringning med en god teknik og stor kapacitet. Lørdag formiddag skal hingstene mønstres i hallen for dommere og publikum, og her sker den første, og eneste frasortering. Begge danskopdrættede hingste gjorde en god figur i holdet, så der er fortsat forhåbninger om, at de kan gå gennem nåleøjet i Holsten og opnå kåring. Såfremt de bliver kårede er begge hingste til salg, mens Henrik Hansen tager sin hingst med sig hjem igen, såfremt den ikke opnår kåring. 

Copyright Ridehesten.com
Danskopdrættede kat. 17 Cassado e. Casall.

ET i Holsten
Som et lille kuriosum kan nævnes, at der i kollektionen befinder sig to helbrødre. Kat. nr. 67 Uno I og kat. nr. 69 Uno II er kommet til verden som følge af embryo transfer. De er efter Uriko/Colman og selvom de ikke havde samme farve, så var de begge topmoderne af type, og meget ens, og så sprang de også på samme vis.

Dagen starter tidlig i Neumünster lørdag med mønstring og frasortering fra kl. 8. Fra kl. 11 er der ridehesteauktion og først derefter falder afgørelsen på dette års kåring med udpegning af fløjhingsten. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner