Thomas Bach Jensen
Danmarks bedste militaryekvipage Peter Flarup og Silver Ray viste stærke takter ved World Cup-kvalifikationen ved Internationale Marbacher Vielseitigkeit i Marbach i Tyskland den 7. – 9. maj, hvor ekvipagen endte på en 8. plads. I dressuren den 7. maj blev det til 59,40 minuspoint til den danske ekvipage, mens det i terrænridtet den 8. maj kun blev til 10,80 minuspoint. Og med 8 minuspoint i ridebanespringningen søndag blev det til et samlet resultat på 78,20 minuspoint, hvilket udløste en fornem 8. plads til Peter Flarup og Silver Ray. Tyskerne satte sig hårdt på top 3 ved World Cup-kvalifikationen i Marbach. Michæl Jung på La Biosthetique-Sam FBW red sejren hjem med et samlet resultat på 38,00 minuspoint. 2. pladsen gik til Kai-Steffen Meier på TSF Karascada M med 56,80 minuspoint, mens 3. pladsen gik til Kai Rüder på Saaten-Unions Charlie Weld med 64,00 minuspoint.