Annika Knudsen Lorentsen
Fordelt over to finaler ved Bækgaarden Horse Festival, har de unge heste fra årgangene 2018, 2017 og 2016 i dag været til start i Alfarvad Youngster Tour. Der har været stor tilslutning til årets Youngster-klasser, og det er fuldt forståeligt, da man ikke får bedre sted at give de unge heste erfaring med lidt større og krævende baner.
I klasserne havde henholdsvis Stald Bøgegården, Katrinelund og Stutteri Ask hver især sponsoreret en gratis bedækning til avleren af den bedste danskavlede hest i hver årgang.
De første på banen var 5-års hestene, hvor der i alt var tilmeldt 56 ekvipager til årets finale. 16 af dem formåede at ride fejlfrit, og dermed var det tiden der skulle afgøre, hvem der løb med sejren. Det var østrigske Benjamin Saurugg, som er rytter på det danske stutteri Alfarvad, der sikrede sig sejren. Det gjorde han med den velspringende danskavlede hest, Derby Alfarvad Z e. Ard VDL Douglas/ Concorde (opdr. J.E. Jensen Alfarvad Z). Som avler af den bedste 5-års hest modtog Alfarvad et gavekort på en gratis bedækning fra en hingst fra Stald Bøgegården.
Andenpladsen blev besat af den velspringende røde Dansk Varmblodsvallak MB Rockvaro DWB e. Rockland/ Calvaro Z (opdr. Rudie Teglenhof), som blev redet af Adam Sparlund Olesen, der stævnet igennem har leveret mange flotte ture på forskellige ungheste.
På tredjepladsen blev det Mikkel Laursen med Loreley 124 e. Colore/ Coronado. Denne ekvipage har haft et særdeles succesfuldt stævne med tre top-6 placeringer i de tre unghesteklasser, som de har deltaget i.
På fjerdepladsen blev det Julie Rask med Heart Thief NBB e. Mønsteds Hardcore/ Come Back II (opdr. Frank Kejlberg), mens Lars Trier Kjøller med Fedet's Banto Balou DWB e. Balou/ Heartbeat (opdr. Jens Iver Lund) tog femtepladsen.
Højt niveau i 6-7-års finalen
6 og 7-års hestene deltog i den samme finale, hvor i alt 30 ekvipager formåede at ride fejlfrit, mens yderligere fire kom fejlfrit over forhindringerne, men indkasserede en enkelt tidsfejl.
I denne finale blev der også uddelt et gavekort på en gratis bedækning til den bedste danskavlede hest i hver årgang. Den bedste 6-års hest blev Feldborgs Cantonelli e. Cantolar/ Cabachon, som blev redet af Rikke Andersen. Arne Feldborg Johannesen modtog et gavekort på en bedækning fra Katrinelund, som avler af den bedste 6-års, mens ekvipagen blev placeret som nr. 3 i klassen.
Den bedste danskavlede 7-års blev Early F e. Eldorado van de Zeshoek/ Ustinov, som blev redet af Rikke Haastrup Kristensen, og som er avlet af Helle Foged. Dermed var det Helle Foged der modtog et gavekort fra Stutteri Ask som avler af den bedste 7-års.
Finalen for 6- og 7-års hestene blev vundet af norske Ole Kristoffer Meland med Casalla-Utopia PS e. Casallco/ Chacco-Blue, mens Jesper Meyenburg tog andenpladsen med Caius de Corlato Z e. Cicero Z/ Numero Uno.
På femtepladsen blev det ligeledes Jesper Meyenburg. Denne gang med Cordento II DWB e. Cornet Obolensky/ Cardento (opdr. Linus Camtiz).