Finaletid i Globale Champions Tour

23-11-2012 17:17

Signe Wiese

I den kommende weekend står to af verdens bedste springryttere ansigt til ansigt i sidste runde af den prestigefyldte Global Champions Tour 2012, hvor en fantastisk finale kommer til at afgøre hvem, der tager den eftertragtede titel
Copyright Ridehesten.com
Rolf-Göran Bengtsson og Edwina Tops-Alexander er klar til kamp inden finalen i Global Champions Tour. (Foto: Sportfot/GCT)

Årets finale i Global Champions Tour (GCT) afvikles i Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater i denne weekend, og årets finale er på forhånd udråbt til at blive intet mindre end episk, da sidste års vinder og verdens pt. bedste kvindelige rytter, australske Edwina Tops-Alexander og den regerende europamester, svenske Rolf Göran Bengtsson, har nøjagtig samme antal point inden finalen. Samtidig er de to ryttere så langt foran resten af feltet, at det kun kan blive en af disse to, der løber med den samlede sejr. Edwina Tops-Alexander vandt årets første runde i Doha, og har ført konkurrencen hele sæsonen. Rolf-Göran Bengtsson har været på GCT-podiet flere gange i sæsonen, men endnu ikke på den øverste plads. Begge ryttere har lovet at de vil kæmpe alt hvad remmer og tøj kan holde! Rolf-Göran Bengtsson vil ride finalen på sin 13-årige hingst Casall La Silla, mens Edwina Tops-Alexander vil ride vallakken Cevo Itot du Chateau som hun også vandt sidste års titel på. Udover det forventede drama mellem de to topplacerede ryttere, er der ingen tvivl om at også feltets øvrige ryttere vil kæmpe om at komme i den top-18 som giver en andel i den samlede præmiesum på næsten 1 million euro. Årets finale har tiltrukket omkring to tredjedele af verdens førende springheste og -ryttere, herunder OL-guld, sølv og bronze medaljevindere. Se mere om Global Champions Tour via link til højre.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner