Thomas Bach Jensen
Ni elever fra grundforløbet på Jordbrugets Uddannelsescenter i Malling kunne i fredags deltage i optagelsesprøven til ridelæreruddannelsen, der blev bedømt af beriderne Søren Vallentin, Niels Henrik Christensen og Allan Bilgrav Christensen. Af de ni aspiranter blev fem optaget til uddannelsen, der starter den 1. august i praktikophold hos læremesteren.
- Det var et forholdsvis lille hold, vi havde til optagelse i fredags. Vi vil jo gerne have så mange som muligt ind på ridelæreruddannelsen, fortæller Helle Eriksen, uddannelseskoordinator i Dansk Ride Forbund, og tilføjer, at der er to optagelsesprøver om året. Den første fandt sted i januar, og der blev otte optaget til uddannelsen, og således kan i alt 13 ny elever starte i praktik om godt en måned.
Hesteafdelingen på denne afdeling af Jordbrugets Uddannelsescenter, den tidligere landsbrugsskole i Malling, er stor og omfatter bl.a. 72 hestebokse. Udover elever på ridelæreruddannelsen, hvor man efter to år kan blive ridelærer, efter fire år rideinstruktør (tidligere træner) og efter seks år berider, så danner skolen også rammen for hestemanagerelever, og til denne uddannelse ventes der 51 nye elever efter sommerferien.
Herudover skal der også være pladskapacitet til at afvikle kurser for eleverne i ridelærer- og rideinstruktøruddannelsen. Mens ridelærereleverne går på skolen i to perioder af fem uger i de første to år af uddannelsen og rideinstruktøreleverne to gange fire uger i de følgende to år, så er der ingen fast afsat tid i de to sidste år for de elever, der uddanner sig til berider.
Læs alt om ridelæreruddannelsen HER.