Britt Carlsen
- Bedækningstallet er steget med 4%, der er gang i afsætningen, og der er optimisme i sektoren, lød det fra formanden for Landsudvalget for Heste Hans Marius Jørgensen. Interessen er ikke aftagende, og der skal en del flere heste til for at efterkomme efterspørgslen af heste i fremtiden, spåede han.
Der er dog nogle hurdler, som står hestesektoren i vejen, når man taler om udvikling og vækst. På positivsiden oplevede vi sidste år, at Hesteloven blev revideret, og det har været medvirkende til at vende udviklingen - der er optimisme igen blandt avlerne.
- Vi har beklaget os, og vi er for en gangs skyld blevet hørt, det medfører også et ansvar for os alle, at acceptere og overholde reglerne, det må vi hjælpe hinanden med, lød det fra Hans Marius, som mener vi kan være ret stolte over hestenes velfærd i Danmark.
Købeloven - måske en ændring?
- Vi har et meget anstrengt forhold til købeloven, for den er ganske uegnet som ramme for handel med levende dyr, indledte Hans Marius, hvor han understregede at skader kan opstå, og udvikle sig ved forkert brug, så derfor oplever vi sager, hvor vi ikke kan for afgørelserne i retssalen til at passe med vores opfattelse af retfærdighed. Der er kommet røre i sagen og EU skal have redigeret forbrugerdirektivet, og netop udfordringerne med handel med dyr er der kommet opmærksomhed på.
- Indtil loven måske bliver ændret, så skal vi måske gribe lidt i egen barm, for fejler vi lidt her selv? Konflikter beror ofte på meget simple fejl, så som manglende kontakt, manglende handelsundersøgelse. Eller køberen glemmer at få hestens pas og ejercertifikat med hjem, det ser vi i utallige sager. Der er også muligheder vi ikke bruger, så vi skal ud for at rådgive, understreger Jørgen Kold.
Transport af heste - skarpt fokus
- Det er meget sjældent at kontrollerne oplever kritisable forhold for hestene, og bødestørrelserne bliver ofte underkendt hos domstolene. Så det er nu transportrammerne vi vil have fokus på, lød det fra talerstolen.
- Man finder ikke mange overtrædelser, på nær problemerne med papirer, når man laver kontroller ved ridestævner, dyreskuer og ved DVs hingstekåring i Herning, det er istedet slagtetransporterne, der burde være fokus på. Jørgen Kold fortalte, at SEGES Heste er i gang med at udvikle en App, hvor man fx under transport, kan få nogle informationer, besvare nogle spørgsmål og få hjælp til, hvordan man skal forholde sig, så man kan køre efter reglerne.
Hjælp til at finde vej i lovjunglen
SEGES Heste er i fuld gang med at udvikle en App, hvor man kan få hjælp til at få informationer om transport, medicinering, opstaldning, fold, mv. den forventes at blive frigivet i foråret 2018. Den vil formodentlig være uden beregning til Android og senere til Apple. - Vi håber det vil gøre nytte for hestefolk, og vi vil meget gerne høre fra jer med ris og ros, opfordrede Jørgen Kold.
Equus - horseworld
Ovennævnte dækker over et aktivitetshus omkring hestens verden. - Der er museer for heste mange steder, men et hestehus med aktiviteter har vi ikke fundet. Græsrødder i regi af Jydsk Væddeløbsbane er kommet til os med en ide, som vi har udviklet videre på. Vi er meget overbeviste om perspektiverne i projektet, og hvad kan det så indeholde? Der er ingen begrænsninger, ideerne er mange, og ny teknologi giver mange muligheder. Vi kan sætte os på en galophest eller springe en svær ridebanespringning mv. uden at falde af eller komme til skade. Man kan måske også prøve at sko en hest ved brug af teknologien ved at bruge en attrap, så der er meget spænding og læring i aktivitetshuset. Hvordan ser hesten ud indvendig? Der er mange muligheder, fortalte Jørgen Kold engageret fra talerstolen.
-Lige om få uger kommer der 60.000 besøgende til Dansk Varmblods hingstekåring i Herning, de er en del af vores inderkreds, og det er fantastisk spændende, og man må næsten knibe sig i armen. Vi er verdens mest hestetætte land, så et aktivitetshus vil kunne trække børn og forældre til også udenfor hestesektoren. Projektet er projekteret i eksisterende bygninger på Jydsk Væddeløbsbane, og der er en dialog igang med Aarhus byråds politikere.
Dette og meget andet blev fortalt på formiddagens indlæg ved Hestekongressen, som fortsætter i eftermiddag med foredrag i to sale sideløbende.
Læs meget mere om de faglige indlæg under Hestekongressen i magasinet Ridehestens marts nummer