Fabienne Lütkemeier pensionerer D'Agostino

07-09-2018 07:54

Det er knapt 10 år siden, at familien Lütkemeier købte D'agostino til Fabienne, som sidenhen har haft nogle forrygende sæsoner med den nu 18-årige vallak, som hun har valgt at trække fra sporten

Copyright Ridehesten.com
Fabienne Lutkemeier og D'Agostino ved EM i Herning i 2013

Den tyske landsholdsrytter Fabienne Lütkemeier har valgt at pensionere sin Grand Prix-hest D'Agostino e. De Niro/Shogun. Eurodressage beretter, at der ved World Cup-stævnet i Stuttgart i november vil blive holdt en ceremoni under stævnet til ære for D'Agostino.

Familien Lütkemeier købte D'Agostino som 8-årig i 2008, hvor hesten stadig var hingst. Grundet hans opførsel valgte de dog efterfølgende at kastrere ham. I 2009 debuterede ekvipagen og blev kort efter udtaget til at repræsentere Tyskland ved EM for ungryttere, hvor de gik hen og vandt individuelt guld i küren. Ved EM for ungryttere i 2010 formåede ekvipagen at ride tre guldmedaljer hjem, mens de sluttede sæsonen af med at vinde World Cup-finalen for ungryttere i Frankfurt. 

Blot et par måneder efter debuterede Fabienne og D'Agostino i Grand Prix, og i 2013 var de med til at vinde hold-guld for seniorer ved EM i Herning og ligeledes ved WEG i 2014. Sidste topplacering blev, da de placerede sig som nummer seks ved World Cup-finalen i Göteborg.

- Daggi (D'Agostino, red.) er min once-in-a-lifetime hest. Jeg er taknemmelig for ti fantastiske år på konkurrencebanerne. Jeg skylder ham alt for det, han har lært mig og alle de oplevelser, som han har givet mig, fortalte Lütkemeier til Eurodressage.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner