Thomas Bach Jensen
Når Dansk Varmblods Hingstekårings 43. version løber af stablen den 8.-12. marts 2023 i MCH Messecenter Herning, er der sat fokus på udvælgelsen af fremtidens avlshingste. Den største spænding er der altid omkring 3-års hingstene, der fremvises for første gang – det gælder i hvert fald for de danske hingste, der er i konkurrence med hingste importeret fra udlandet, og flere af dem har allerede gjort det fremragende ved de tyske og hollandske kåringer. Dansk Varmblods Hingstekåring er nemlig en af de sidste af sæsonens store hingstekåringer, og takket være danske hingsteholderes enorme købekraft, anses hingstekåringen i Herning som en slags europæisk finale.
Allerede ved Dansk Varmblods forbesigtigelse af hingste i december måned stod det klart, at der er tale om en spændende årgang og med nogle individer af særdeles høj kvalitet – og alene at dømme ud fra afstamningerne er der noget spændende i vente i Herning i denne uge.
Om selve hingstekåringsdelen udtaler Dansk Varmblods formand: – Vi ser frem til det nye koncept, som bl.a. indebærer, at unghingstene skal vises under rytter onsdag aften. Konceptet er udtryk for, at vores selektionssystemer hele tiden søges videreudviklet og forbedret, og så ligger det helt i tråd med den nyeste, evidensbaserede viden om tidlig ibrugtagning af hestene.
45 unghingste under rytter
Dansk Varmblods avlsledelse har indført nogle ændringer i kåringskonceptet for hingstene til kåring og afprøvning, der betyder, at de unge hingste ikke skal afprøves på station i 10 dage umiddelbart efter kåringen i Herning. I stedet tilbydes hingsteejerne, at de kan vise deres 3-års hingste under rytter for kåringskommissionen onsdag, hvor hingstene vil være på banen tre ad gangen i maksimalt 10 minutter, og her vil kåringskommissionen observere, om hingstene er samarbejdsvillige og ridelige. 45 hingste bliver vist for kåringskommissionen onsdag aften i hal E.
Det er ikke nyt, at hingste bliver redet i Herning, men tidligere foregik ridningen af hingstene søndag aften efter kåringens afslutning. Det er op til hingsteholderne at vurdere, om deres hingste er fysisk og mentalt klar til at blive vist under rytter for kåringskommissionen. Dog kan hingstene ikke få bedækningstilladelse, hvis de ikke bliver vist under rytter, selvom de bliver godkendt ved hingstekåringen søndag eftermiddag.
Fuldt hingstekåringsprogram
Hold I, som er de 3-årige og enkelte ældre hingste, skal følge et særligt forløb, der starter med den frivillige fremvisning under rytter onsdag aften. Holdet af unghingste består i år af 14 springhingste og 43 dressurhingste, der torsdag alle fremvises på fast bund, hvor de mønstres for hånd for kåringskommissionen i Dansk Hesteforsikring Hal E. Fredag skal dressur- såvel som springhingstene vises i longe i Boxen.
De 14 unghingste, der er avlet med springning for øje, skal bedømmes i løsspringning lørdag og søndag i Krafft Hal M, inden det hele afgøres med sortering og præmiering søndag i Jyske Bank Boxen.
De unghingste, der målrettet er avlet mod dressursporten, har fridag om lørdagen og skal så vises løse søndag formiddag i Jyske Bank Boxen inden sortering og præmiering.