Er du klar til at tage imod føllet?

13-02-2024 19:28

Trine Askjær-Jørgensen

Avl

En måned før folingen kan man allerede finde ud af, om føllet vender forkert til at komme ud af hoppen. Ergo ved man allerede der, om det bliver nødvendigt med kejsersnit, dyrlægehjælp, eller om man kan se frem til et forhåbentligt helt normalt folingsforløb

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er altid en spændende tid, når der er føl på vej. De små størrelser ventes med stor spænding og samtidig også en del ærefrygt, for meget kan gå galt, når de skal komme til verden, og ofte har man sat sine penge i, at det skal blive et rigtig godt og sundt føl med en lys fremtid.

Heldigvis forløber langt de fleste folinger problemfrit, men hvis noget ikke er, som det skal være, er det vigtigt, at man ved, hvornår og hvordan man skal reagere. Gør man ikke det, kan det desværre lynhurtigt gå galt – og gå ud over både hoppe og føl.

– Når det ikke går, som det skal, har man virkelig ikke ret meget tid at gøre med, indleder Peter Hjuler fra Horsedoc Hestehospital og Hestetandklinik i Sabro ved Aarhus.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Noget af det, der virkelig kan vanskeliggøre en foling, er føllets placering inde i hoppen. For vender føllet ikke rigtigt, er det i de værste tilfælde vitterligt umuligt at få ud. Der er dog også fejllejringer, hvor føllet godt kan fødes, men hvor man skal vide, hvordan man håndterer det, eller hvor man får brug for dyrlægeassistance.

– Allerede en måned før foling kan man konstatere, om føllet ligger i tværleje og ikke vil kunne fødes normalt, men skal ud ved kejsersnit. Hvis føllet ligger til en baglæns foling, kan det godt fødes, men der bliver brug for dyrlægen, siger Peter Hjuler og fortsætter: – Det er altså en rigtig god ide at få dyrlægen ud en måned før termin og mærke, hvordan føllet vender. Hvis føllet ligger forkert, er der ikke noget at gøre, og så kan man lige så godt booke tid til kejsersnit eller forberede dyrlægen på at komme ud til folingen.

Ved fejllejringer, hvor føllet kun vil kunne fødes ved kejsersnit, kan det hurtigt blive rigtig kritisk, og i sådanne situationer er den eneste mulighed for, at hoppe og føl kan overleve at stille hoppen på et hestehospital før forventet foling, så hestehospitalet kan håndtere opgaven.

På equication.dk har Peter Hjuler lavet et praktisk forberedende online kursus med folingshjælp for hesteejere, så du kan være godt klædt på til, når føllet melder sin ankomst.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner