Annika Knudsen Lorentsen
Vi vil alle gerne, at vores unge heste er bedst mulig klar til opgaven, så de får den bedst mulige oplevelse. En af de første opgaver for de 4-årige springheste er ofte kvalifikationerne i Pavo og Dansk Ride Forbunds championat, og for at være klar til dette, skal de have den optimale forberedelse.
Grunduddannelse
Først og fremmest kræver det, at den 4-årige hest er ret godt med i sin grunduddannelse. Men selvom hesten måske er god uddannet derhjemme og går godt rundt der, så kan man alligevel møde udfordringer når man kommer udenbys. Så det er vigtigt at forberede hesten godt "hjemmefra", og det kan man blandt andet gøre ved at tage hesten med ud på andre baner end lige den, som den er vant til.
Her kan den få en oplevelse af det at være til ridestævne, uden at der er et egentligt pres på hest og rytter.
Hvad skal de kunne når de stiller op
Selvom det er unge heste man stiller op med, så er der en række ting hesten skal kunne for, at den kan klare sig godt i championaterne.
– Det man skal sigte efter er, at hesten arbejder ærligt mellem rytterens schenkler og hånd, at den villigt kan lave enkle sidebevægelser, samt også gerne kan changere galoppen, og hvis ikke et changement, så gennem få travtrin, fortæller Bo Bak Andersen, som er erfaren træner og banebygger i springsporten i et tidligere nummer af magasinet Ridehesten.
Konditionstræning
Det er vigtigt, at de unge heste får varieret træning og at deres kondition er god nok. Derfor bør man foruden den daglige dressur- og springtræning, også træne den unge hest fysiske form, f.eks. ved at konditionstræne i skoven. Det medvirker til at holde hesten i bedre humør og sørge for en bedre grundkondition, og med en bedre grundform, kan hesten bedre levere gode præstationer til stævne, hvor man godt kan opleve, at hesten bruger kræfter på meget andet end selve springningen og dermed hurtigere bliver træt.
Kvalifikationsstævner i Pavo og DRF's championater i springning 2020
16. - 17. maj: Billund Sportsrideklub
23. - 28. juni: Bækgaarden Sportsrideklub
25. -26. juli: Sportsrideklubben Vallensbæk
8. - 9. august: Stutteri Ask /Fyns Rideklub
29. - 30. august: Danish Derby/Vilhelmsborg
12. - 13. september: Riders Cup
I magasinet Ridehesten kunne man i 2017 læse en træningsserie om springning, og 3. del i denne springserie (bragt i maj 2017) handler om klargøringen af hestene til championater.