Britt Carlsen
Syv ryttere var fejlfrie til finalen i Scandinavian Open for 5-årige springheste, heriblandt tre danske; Jesper Meyenburg, Søren Møller Nielsen og Camilla Enemark. Hovedspringningen var særdeles udfordrende for de unge heste med trekombination og overbygget lille vandgrav. Regnen siler også ned over stævnepladsen og den mørke jord synes i store område foran og bag forhindringerne, og det har skræmt flere af de unge heste i dag. Jesper Meyenburg og avlshingsten Bøgegårdens Lansini e. Landos leverede en meget sikker hovedspringning i et godt og stabilt grundtempo. Der var ingen usikkerhed at spore, så parret galoperde fejlfrit i mål. Søren Møller Nielsen og avlshingsten Ci Ci Sejnor Ask e. Cassini I gjorde Meyenburg kunsten efter i hovedspringningen med et sikkert ridt, hvor hingsten sprang med stort overskud. Der kom dog en lille usikkerhed i trekombinationen, men det sprang hingsten sig let ud af. Camilla Enemark var sidste dansker på banen i hovedrunden med Contour Z e. Calvino Z - også de leverede en sikker fejlfri runde. I omspringningen var første startende svenske Elin Jansson og Beasley G super hurtig, idet hun red to faste afstande på et galopspring mindre end de fleste andre ryttere. Hun standsende uret på 39,05 og det holdt helt til Camilla red på banen. Søren Møller Nielsen fik et ærgerligt nedslag på dobbeltspringet, der var resterne af trekombinationen, mens Jesper Meyenburg var fejlfri på Bøgegårdens Lansini i en tid der rakte til tredjepladsen. Camilla Enemark satsede hårdt og red på et galopspring mindre i en fast afstand, og da hun susede mod sidste forhindring så sejren ud til at være opnåelig. Da Contour Z landede galoperede Camilla hårdt frem over målstregen og hun standsende tiden på 38,61 sekund og dermed kunne hun tage hjem med 70.000 svenske kroner i førstepræmie.