Ponydressur: Bruttogruppen udvides og perspektivgruppe dannes

05-04-2022 12:07

Annika Knudsen Lorentsen

Fire nye talentfulde ryttere har fundet vej til bruttogruppen for ponydressur. Samtidig har landstræner Lisbet Seierskilde og holdleder Lars Svarre Krogsgaard startet et nyt tiltag; perspektivgruppen. En gruppe for alle ponyekvipager, der har redet A-kvalifikation inden for det seneste år, som i gruppen kan få gavn af den viden og information, der indtil nu har været forbeholdt bruttogruppen

Copyright Ridehesten.com
Lisbet Seierskilde. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Landstræner for ponydressur, Lisbet Seierskilde har tilføjet fire nye ryttere til bruttogruppen, og så er der blevet oprettet en perspektivgruppe.

De fire nye ryttere i bruttogruppen er:

  • Clara Cordes Arnkjær
  • Emilie Hansen
  • Rikke Maria Schoubye Johansen
  • Sophie Golan

– Jeg er meget glad for at kunne byde velkommen til de nye medlemmer af bruttogruppen. Jeg har hele tiden haft fornemmelsen af et flot niveau i ponydressuren i år, og det blev kun bekræftet ved ECCO Cuppen i Sundeved. Jeg havde nemt kunnet vælge endnu flere kandidater, men har begrænset mig for at kunne gå mere i dybden med bruttogruppens medlemmer, siger Lisbet Seierskilde, landstræner for ponydressuren.

Det forventes, at nogle af rytterne allerede i april er klar til at starte internationale stævner.

Copyright Ridehesten.com
Clara Cordes Arnkjær. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ny perspektivgruppe oprettes
Som noget nyt har Lisbet Seierskilde i samarbejde med holdleder Lars Svarre Krogsgaard oprettet en ny gruppe for ponydressurryttere under navnet perspektivgruppe. Alle ponyekvipager, der har redet A-kvalifikation inden for det seneste år kan optages i gruppen.

Som udgangspunkt vil der blive afviklet samlinger for gruppen to gange om året, hvor bruttogrupperyttere også er velkomne. Til samlingerne vil der være fokus på talentudvikling, og der vil blive delt ud af viden og information, som ellers har været forbeholdt bruttogrupperytterne.

– Med det høje niveau i ponydressuren, som vi ser for tiden, har vi ønsket at gøre noget ekstra for at udvikle de mange talenter. Håbet er, at perspektivgruppen vil bidrage til et generelt løft af den viden, som de unge ryttere får med i bagagen, og dermed klæde dem godt fagligt på til fremtiden, siger Lisbet Seierskilde.

Til samlingerne for perspektivgruppen vil der f.eks. være fokus på skadeforebyggelse, kür og programridning. Den første samling vil blive afholdt i oktober 2022.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner