Anna Pørtner
Som en del af en større ændring, arbejdes der hos Dansk Ride Forbund bag kulisserne på at opdatere bedømmelserne i dressur. Deltajerne er nødvendigvis ikke kendt af alle, men i en nyhed valgte DRF at uddybe, hvad de reelt set arbejder på. Det har vakt stor interesse i ridesporten, og derfor har de nu valgt at afholde informationsaftener om det nye bedømmelseskoncept, der træder i kraft den 1. september 2025.
På disse aftener vil det nye koncept for bedømmelser i dressur - herunder baggrunden for dem - blive gennemgået af to af rideforbundets dressurdommere. I løbet af aftenen vil man kunne blive klogere på, hvorfor der er justeret i programmerne og ikke mindst i karaktererne, der er udarbejdet for i endnu højere grad at understøtte og vægte den gode uddannelse af hesten.
Idéen bag ændringerne af dressurbedømmelserne er blandt andet, at det først og fremmest er den positive accepterende hest og den gode ridning, der honoreres på stævnebanerne, og med de nye dressurbedømmelser bliver det fremover nemmere for dommere og ryttere at forholde sig til.
Arrangementet er gratis og er relevant for alle, da Dansk Ride Forbunds fordringer gælder både i den daglige træning og på stævnebanerne. Aftenen forventes at vare cirka 1,5 time, og afholdes flere steder rundt i landet.
Deltagelse til informationsaftenerne er gratis, men kræver tilmelding til den klub, der afholder arrangementet. Der vil i mange tilfælde være mulighed for at købe forplejning hos den arrangerende klub.
Læs mere på DRF's hjemmeside, hvor du kan finde information om tilmelding til arrangementerne.
Opdateres løbende og flere arrangementer er ved at blive planlagt.
Du kan læse meget mere om de kommende ændringer i dressurbedømmelserne og baggrunden for dem i magasinet Ridehesten juli 2025, som du kan købe lige her.