En fremragende weekend for springrytterne

27-06-2022 09:34

Annika Knudsen Lorentsen

De danske springryttere kan se tilbage på en fremragende weekend, hvor det er blevet til Nations Cup-sejr, Grand Prix-sejr, flere Grand Prix-placeringer og yderligere en VM-kvalifikation

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den forgangne uge har været virkelig god for det danske springlandshold, hvor mange ryttere har opnået topplaceringer og redet gode runder i Grand Prix, og sikret sig en sejr i Nations Cup.

Andreas Schou vandt i går den 3-stjernede Grand Prix i Deauville i sadlen på I Know e. Arezzo VDL/ Hors la Loi, og dermed sikrede han sig sin tredje topplacering i Grand Prix på tre uger, to sejrer og en andenplads. 

– Det er helt outstanding, at Andreas har redet sig ind i toppen af Grand Prix tre gange på så kort tid på det niveau, fortæller landstræner Bo K. Møller, som er rigtig godt tilfreds med weekendes resultater. 

– Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke fik en plads i finalen i anden division, men gårsdagens Grand Prix-ridt i Deauville beviste, at rytterne er i god form. Samtidig har det danske hold gjort det rigtig godt i Østrig, hvor de vandt nationsspringningen, og både Rikke Barker og Rikke Haastrup blev placeret i Grand Prix i går. 

Copyright Ridehesten.com
Landstræner Bo K. Møller med det danske flag. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

I Deauville, hvor Andreas vandt, red Emil Hallundbæk sin første 3-stjernede Grand Prix med Irwin e. Kannan/ Paladin des Ifs med én enkelt tidsfejl og sikrede sig en tiendeplads. I Grand Prix-klassen var flere andre danske ekvipager til start, og både Philippa Wildfang Linde og Konstantin Deeken Künnemann red gode runder med ét enkelt nedslag. 

I Ebreichsdorf sikrede Rikke Belinda Barker sig sin individuelle VM-kvalifikation i sadlen på Tabalou PS e. Taloubet Z efter et fejlfrit ridt i Grand Prix, hvor hun efter omspringningen placerede sig som nr. 4. I samme klasse blev Rikke Haastrup nr. 6 med Balouca Z e. Baloubet du Rouet (opdr. Annette Grønbæk), og hun er dermed et skridt tættere på VM-kvalifikation. Både Martin Dinesen Neergaard og Camilla Ernst leverede gode runder i Grand Prix-klassen, begge med et nedslag. 

I Milano lykkedes det Mathias Nørheden Johansen at ride sig til en topplacering i den 155 cm høje 4-stjernede Grand Prix. Det gjorde han i sadlen på Camelot 125 efter fejlfrie ridt i både hovedrunde og omspringning. 

– Det er et godt tidspunkt, at rytterne viser så god form, understreger landstræneren med reference til det kommende VM på hjemmebane, som der kun er seks uger til. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen