Annika Knudsen Lorentsen
Det blev en spændende afgørelse i ungrytternes indendørs Agria DRF-Mesterskab, hvor fire ekvipager formåede at holde sig fejlfrie samlet efter dagens finalerunde og dermed skulle de fire dyste i omspringningen om de tre medaljer.
Spændende omspringning
Første rytter i omspringningen var Phillippa Wildfang Linde på Casmann, og hun gjorde et ihærdigt forsøg. Desværre for hende opstod der en lille misforståelse på dobbeltspringet, som betød at hun endte med 8 fejl.
Anden rytter der skulle ride om medaljerne var Camilla Mortensen på hoppen Daranta, og hun leverede et sikkert fejlfrit ridt i tiden 36.81 sekunder, og dermed lagde hun pres på de øvrige to ryttere.
Benedikte Rie Truelsen kom på banen med Althea Nova Ask, og hun gjorde alt for at forsvare sin titel fra sidste år, og hun red da også fejlfrit og hurtigere end Camilla. Tiden sluttede på 36.75 sekunder.
Til sidste kom Emmalou Falck Gubi Olsen på banen med Cooper, og hun gav den hele armen. Et formidabelt omspringningsridt, som var fejlfrit og i en lynhurtig tid på 33.99 sekunder, sikrede Emmalou guldmedaljen.
– Jeg er rigtig glad for Cooper, han er bare den bedste, fortalte Emmalou umiddelbart efter sejren til ridehesten.com, hør hende fortælle mere om dagens oplevelse i videoen nederst. Her kan du også se ekvipagens omspringningsridt.
Guldmedaljen gik altså til Emmalou Falck Gubi Olsen, sølvmedaljen til Benedikte Rie Truelsen og bronzemedaljen til Camilla Mortensen.
Se resultatlister her.
Læs mere om den indendørs DRF-mesterskaber i næste nummer af magasinet Ridehesten.