Britt Carlsen
Emilie F. Martinsen er ny dansk mester i springning for seniorer efter to meget flotte runder i dagens finale. Emilies superspringer Caballero tryllede for Emilie i mesterskabets første runde, da hun var tæt på at lave fejl efter at have redet særdeles overbevisende - 0 fejl i første runde, og konkurrenterne var under pres. Andreas Schou jagtede sit 10. danske mesterskab i træk - i år på avlshingsten Chicago. De var fejlfrie i dagens første runde, og dermed stod de inden finalen med fire fejl, det samme gjorde Tina Lund og Zamiro. I anden runde fik Andreas et enkelt nedslag, mens Tina Lund blev noteret for to nedslag. Så var det helt op til Emilie Martinsen at afgøre det danske mesterskab - hun kunne tåle et nedslag og blive mester, men to nedslag ville resultere i en omspringning mod Andreas Schou. I trekombinationen rørte Caballero en bom, der røg ud af holderne. Publikum gispede, men mesterskabet var ikke i fare. Emilie red endnu en flot runde, og hun kom i mål med de fire fejl, og dermed et dansk mesterskab foran Andreas Schou og Tina Lund.
Læs meget mere om mesterskabet i magasinet Ridehestens septembernummer og se video af vinderridtene og interview med vinderne her på siden de kommende dage.